Annonce
Fremgang og høje ambitioner i Gladsaxe Erhvervsby
Erhvervsby.jpeg.jpg
Fra Erhvervsbyens generalforsamling på Mørkhøjgård. Foto: Privat.
Flere og flere virksomheder engagerer sig i Gladsaxe Erhvervsby - og derfor var der en god og intens energi, da medlemmerne var samlet til generalforsamling på den fine Mørkhøjgård.

Stemningen var god og smilene store, for det går rigtig godt i Erhvervsbyen, som samler både virksomheder, grundejere, uddannelsesinstitutioner og Gladsaxe Kommune. På et år har Erhvervsbyen mangedoblet sit medlemstal, så der nu er 65 medlemmer, som er engageret på kryds og tværs i erhvervsområdet.

– Mange tak for samarbejdet i år. Nu glæder jeg mig til, at vi udvikler nogle flere, konkrete samarbejdsprojekter. Jeg ser frem til, at vi sætter os sammen og skaber endnu mere værdi.

Sådan sagde Karen Brosbøl Wulf, leder af Gladsaxe Erhvervsby, da repræsentanter fra Erhvervsforeningens mange virksomheder mødtes i de smukke rammer på Mørkhøjgård på Mørkhøj Bygade.

Erhvervsbyen er et ambitiøst partnerskab, hvor virksomheder samles der, hvor det skaber værdi – lige fra branding og byrumsudvikling til HR, facility-netværk og direktørfrokoster. Pointen med det hele er, at virksomhederne skal lære hinanden at kende og gøre brug af den viden og de ressourcer og stærke samarbejdsmuligheder, der findes lige om hjørnet.

Bæredygtigt erhvervskvarter
Karen Brosbøl Wulf har store ambitioner for Erhvervsbyen og fortalte på generalforsamlingen om ønsket om at bruge samarbejdet til løse nogle af de klimamæssige udfordringer, vi står overfor. De bæredygtige løsninger kan nemlig skabes sammen.

– Vi har allerede vist, at vi kan vækste meget i Erhvervsbyen, og nu skal vi også vise, at vi kan vækste klogt. Bæredygtighed er ved at blive et afgørende konkurrenceparameter og Gladsaxe Kommune er ambitiøse – så vi skal selvfølgelig være i front – også på det område, siger Karen Brosbøl Wulf, leder af Gladsaxe Erhvervsby.

Kommunen bakker op
Gladsaxe Kommune støtter også op om Erhvervsbyens mange ambitioner og det flugter godt med Gladsaxestrategien, hvor partnerskaber er et af de prioriterede verdensmål. Maj Green, som er By- og Miljødirektør og medlem af Erhvervsbyens bestyrelse sagde kort og klart, hvorfor Gladsaxe Kommune har en stor interesse og engagement i Gladsaxe Erhvervsby.

– Når virksomhederne i Gladsaxe Erhvervsby har det godt, så har Gladsaxe Kommune det godt, siger Maj Green, By- og Miljødirektør.
Partnerskabet mellem Gladsaxe Kommune og virksomhederne er et godt eksempel på, at man kan skabe værdi – uanset om man sidder som lille virksomhed eller stor koncern. Verdensmålene handler om at skabe partnerskaber og bæredygtige løsninger til gavn for alle borgere i alle samfund – og her i Gladsaxe har man taget det første, lille skridt.

Se mere på: https://youtu.be/QNoR9cavuSE

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top