Garhøj svigtet
Heller ikke ved Garhøj har Gladsaxe Kommune haft styr på processen, efter man i 2017 solgte en nedlagt institution til smarte projektmagere.

Af Martin Skou Heidemann, Søhuse 1 Bagsværd, Byrådsmedlem for Venstre

Heller ikke ved Garhøj har Gladsaxe Kommune haft styr på processen, efter man i 2017 solgte en nedlagt institution til smarte projektmagere.

Selv om lokalplanen beskrev seniorboliger, så fremgår det af salgsmaterialet, at der er bygget familieboliger: ”.. plads til leg … og ungerne kan fodre ænder…”. Med priser tæt på 5 mio. kr., så er der næppe heller mange seniorer, der flytter ind her.

Lokalplanen beskrev også, at projektmagerne skulle passe på de fredede træer på grunden. Det har man selvfølgelig heller ikke ulejliget sig med, hvilket man ved selvsyn kan konstatere. Der er ulovligt beskåret træer, væltet jord op over de følsomme trærødder og i øvrigt også ind på nabogrunden. Ja, faktisk helt ind over fortidsmindebeskyttelseslinjen.

Det kunne næppe gå meget værre.

Takket være naboernes opsyn, så er forvaltningen endelig vågnet op til dåd med en skriftlig opfølgning til projektmagerne. Lidt sent i processen, nu hvor alle ulykkerne er sket. Men den største fejl er naturligvis, at byrådet overhovedet besluttede at sælge den nedlagte institution. Kommunen har overhovedet ikke brug for pengene, især nu hvor kassebeholdningen er over 1.300.000.000 kr.

Det havde været bedre at udlægge grunden til græsplæne sammen med området omkring den unikke bronzealderhøj Garhøj; den sidste af de oprindeligt fem gravhøje som lå på stribe her.

Så havde det været til glæde for os alle sammen – nu vandt projektmagerne igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top