Ordblinde på patrulje
Ordblinde-01-27-19.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Søborg Skoles ordblindepatrulje fortalte 4. årgang om ordblindhed. Foto: Kaj Bonne.
Søborg Skole lancerer patrulje hvor ordblinde elever skal hjælpe andre ordblinde

Før sommerferien blev den såkaldte LST-patrulje lanceret i Søborg Skoles dramalokale. Patruljen består af otte ordblinde elever der er blevet uddannet til at være superbrugere i den læse-skrivekompenserende App, Into­Words.
Eleverne skal nu ud og hjælpe andre ordblinde elever på Søborg Skole i gang med at bruge appen, og træde til, hvis en lærer eller forældre har brug for support.
– Der ligger både en social og en faglig styrke i, at træningen af programmet sker fra elev til elev, fremfor at det er en voksen, der ikke har kendskab til, hvad det vil sige at være ordblind, fortæller læsevejleder på Søborg Skole, Naja Lundgreen.
Patruljen indgår også i et skolenetværk for ordblinde, hvor der blandt andet tales om hjælpemidler og selvværdsmæssige problematikker, som mange ordblinde desværre kæmper med, tilføjer hun.
Projektet starter op efter sommerferien.
LST er en forkortelse for læse- og skriveteknologier. Intowords er en app der læser tekst op for brugeren på computer, tablet eller smartphone, samt giver kontekstbaserede ordforslag, ordprædiktion og stavehjælp.
De af patruljens elever, der går på 7. årgang, tog alle sammen en retskrivningsprøve – først uden og bagefter med Intowords. De gik alle mellem en og to karakterer op i den prøve hvor de brugte appen.

Støtte er afgørende
Ordblindhed er en forstyrrelse, hvor evnen til at tyde især bogstavslyde er reduceret. Man regner med at omkring 7-8 procent af den danske befolkning er ordblinde. Ordblindhed har ikke noget med intelligens at gøre, og behøver ikke at være en hindring.
Børn der har svært ved at læse bliver i stigende grad diagnosticeret som ordblinde, og det at være ordblind er blevet mere anerkendt.
Ifølge en ny undersøgelse, foretaget af Epinion til Egmont-rapporten 2018, viser forskning ”at individuel støtte er helt afgørende for, at man som ordblind kan overvinde sine læsevanskeligheder”.
Samtidig viser undersøgelsen, at ordblinde 14-24-årige føler sig lige så accepterede som andre børn gør, men at halvdelen af de ordblinde unge siger at det ”ofte er en kamp at være ordblind”.
En anden ny undersøgelse, foretaget af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), konkluderer at unge med udfordringer som for eksempel ordblindhed, der får specialpædagogisk støtte med henblik på at styrke deres muligheder for at få en ungdomsuddannelse, i flere sammenhænge klarer sig lige så godt eller sågar bedre end elever, der ikke modtager støtte.

1 kommentar om “Ordblinde på patrulje”

  1. Patrulje siger:

    God og vigtig indsats med denne ordblinde patrulje!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top