Sommerferien sætter forældres bekymring på standby
Dagen før sommerferien fik forældrene til elever på Skovbrynet Skole noget af en overraskelse

Som Gladsaxe Bladet skrev i sidste uge, så har byrådspolitikerne diskuteret den ny skolestruktur for Bagsværd på lukkede møder. Men efter byrådsmødet onsdag den 26. juni kom katten ud af sækken. Dagen før sommerferien nåede den chokerende melding Skovbrynet Skoles ledelse, skolebestyrelse samt forældre med børn på skolen.

Og med blot en dag til, at det meste af Danmark går på ferie, er det naturligvis ret begrænset, hvor meget man kan nå at diskutere. Nu er deres bekymring sat på standby i godt og vel halvanden måned. Den største bekymring er bundet op på, at byrådet de kommende otte-ti år vil ”afsøge mulighederne for at bygge en helt ny skole et andet sted i Bagsværd og dermed lukke Skovbrynet Skole”.

– Men straks efter sommerferien vil vi samle forældre, skoleledelse og skolebestyrelse, siger Karen Bardram Kehr fra en forældregruppe, som hun startede sidste år sammen med Pelle Lambertsen.

– I forbindelse med at der for et år siden blev sået tvivl om Skovbrynet Skole og fremtiden, så startede vi en gruppe af forældre til børn, der bor i villaområdet ved Vandkarsevej og sidevejene. For vi vil gerne skolen, siger Karen Bardram Kehr.

Sagen var oppe at vende i byrådet sidste sommer, men derefter fortsatte diskussionen uden om skolens forældre, ledelse og bestyrelse. Nu dukkede sagen så frem i det åbne rum og mere voldsomt end mange havde forestillet sig.

Forældregruppe fremhæver plusserne, som de finder hos Skovbrynet Skole. Der er gode undervisningslokaler, lyse og venlige opholdsrum, biograf, teatersal, boldbaner, sportshal og svømmehal og tæt på Hareskoven.

– Der er en fin trivsel på Skovbrynet Skole. Og Skovbrynet Skole ligger ifølge en CEPOS-undersøgelse i top blandt Gladsaxe-skolerne i den målte undervisningseffekt. Vi hører jo heller ikke, at der er noget at udsætte på fagligheden. Så vi forstår ikke beslutningen, Karen Bardram Kehr.

Forældregruppen i Skovbrynet har det seneste år fået rådgivning af ”Forældreforeningen Brug Folkeskolen” fra København. Nogle af de udfordringer som Skovbrynet Skole har, kender forældreforeningen i København også til.

Undervisningseffekt
Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling beregner hvert år de såkaldte socioøkonomiske referencer for de danske skoler. Disse tal sammenstiller elevernes præstationer med et udtryk for elevernes socioøkonomiske baggrund. Den socioøkonomiske baggrund hos afgangseleverne på de enkelte skoler omsættes her til et udtryk for forventede karakterpræstationer ved afgangsprøverne, givet at skolen giver eleverne et gennemsnitsligt fagligt løft set i forhold til et større antal socioøkonomiske karakteristika. På nogle skoler opnår eleverne bedre afgangsresultater end forventet, og man kan da tale om, at skolen har en positiv undervisningseffekt. På andre skoler gør det modsatte sig gældende.

Jo højere tallet er over nul, jo bedre er skolen til at udvikle eleverne fagligt. Er tallet mindre end nul, har eleverne ikke levet op til den forventelige udvikling.
Nogle skoler formår at løfte eleverne en halv karakter højere, end man skulle forvente, mens andre ligger en halv karakter under det forventede. Dog ligger langt de fleste skoler mellem +0,3 og -0,3.

Gladsaxe-placeringer blandt 1400 skoler:
13. Atheneskolen 0,9
111. Bagsværd Kostskole 0,5
274. Skovbrynet Skole 0,3
274. Vadgård Skole 0,3
385. Stengård Skole 0,2
505. Bagsværd Skole 0,1
505. Gladsaxe Skole 0,1
636. Buddinge Skole 0,0
636. Den Lille Skole 0,0
636. Enghavegård Skjole 0,0
636. Søborg Skole 0,0
788. Grønnemose Skole -0,1
788. Mørkhøj Skole -0,1
931. Bagsværd Friskole -0,2
1175. Gladsaxe Privatskole -0,4
1306. Kvikmarkens Privatskole -0,6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top