Annonce
Tryk på trygheden i HG
Tryghed-i-HG.jpg
- I politiet retter vi luppen mod unge, som skaber utryghed for andre, siger politikommissær Klaus Mortensen. Foto: Jan Løfberg.
Københavns Vestegns Politi har fokus rettet imod et tryggere nærmiljø i Høje Gladsaxe

Det hele startede i Høje Gladsaxe med en tre timer lang tryghedsvandring den 30. april, hvor beboere, beboerforening, borgmester, erhvervsdrivende, borgmester sammen med kommunens medarbejdere og de lokale betjente gik rundt og diskuterede tryghed i området.

Nu sætter Københavns Vestegns Politi øget tryk på trygheden i det store boligområde. Det sker med lokalbetjente, mobil-politistation og patruljer.

– Under vandringen talte vi om enkelte unges utryghedsskabende adfærd, og hvor det foregår i Høje Gladsaxe. Ingen tvivl om at det er et problem, men det vil være at skyde over mål at sige, at det er et kæmpe problem. Men naturligvis gør vi en ekstraordinær indsats for at komme den utryghedsskabende adfærd til livs, siger politikommissær i lokalpolitiet Klaus Mortensen til Gladsaxe Bladet.

– I en boligbebyggelse med over 3000 mennesker vil der altid være nogle, som går i en anden retning. Men i forhold til for eksempel for 20 år siden, da jeg startede som ung betjent i Gladsaxe, er det mit klare indtryk, at beboerne, boligselskaberne og kommunen de sidste mange år har gjort en meget stor indsats. Det kan man tydeligt se og mærke, siger Klaus Mortensen.

Opfølgning
Der har allerede været et par evalueringsmøder efter tryghedsvandringen, hvor man har fulgt op på det, som de forskellige kompetente organer har skullet stå for. Det koordinerede forum – som består af ”Vores HG”, ejeren af centret Helleruphus, de fem boligselskaber, kommunen og politiet – vil mødes ca. en gang i kvartalet for løbende at evaluere.

Der blandt andet foregået narkosalg på brandtrapperne i nogle af opgangene, men nu har tre af de fem boligselskaber allerede fået sikret trapperne med dørtelefoner, og de sidste to boligselskaber følger snart efter, så opgangene derved er bedre sikret. Der vil også blive opsat lys på nogle af de stier, som er meget mørke og derfor føles utrygge at færdes på.

Klaus Mortensen understreger, at politiets synlighed i området har en præventiv effekt. Politiet vil dukke op på forskellige tider af døgnet i kortere og længere tid med lokale betjente, mobil-politistation og patruljer fra døgnberedskabet. Og når sommerferien er forbi så genoptages fodboldspillet hver onsdag i ungdomsklubben i Skolesvinget, hvor politiet triller bold med områdets unge.

– Høje Gladsaxe skal være et attraktivt kvarter, som er trygt at færdes og bo i, og det arbejder stærke lokale kræfter for. Støt op om det og lad os høre om det, hvis nogen eller noget trækker i den forkerte retning, siger politikommissæren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top