- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

20 år med søndagsbanko

Lene og Flemming er frivillige på Seniorcenter Egegården. Til september er det 20 år siden de holdt søndagsbanko for første gang. En søndag om måneden tropper mellem 60 og 80 glade bankospillere fra Egegården og omegn op til et par timers bankospil i festsalen.

Søndagsbanko startede i 1999 på Møllegården, fordi her boede Lenes mor, og hun var glad for banko. Da Møllegården skulle ombygges rykkede mange beboere og dermed bankospillet til Egegården – og her har det holdt til lige siden.

Mange af gæsterne har spillet næsten lige så længe som det har eksisteret. De har deres faste pladser, og kommer lige så meget for at hygge sig med de andre spillere, som for at spille banko.

Lene og Flemming står for selve arrangementet. Lene køber gaver og pakker ind. Flemming sælger plader og står for regnskabet. Men de har også mange gode hjælpere blandt andet; Jonna og Bente, som står i kaffeboden og sælger kaffe, kage, øl og vand. Vinni og Aase, som sælger lotteri og så er der Birthe, der hænger opslag op. Bente er opråber, og det har hun været i de sidste de sidste par år.

Banko er en dejlig aktivitet for beboere og deres pårørende. Gæster udefra er også meget velkomne – og vi har særligt mange fra de ældrevenlige boliger i området.
Der bliver spillet otte spil, og der er fem lotterier med mange gode præmier. Det hele foregår i et tempo, der passer både den ældre og den yngre generation. En bankoplade koster 10 kr. og lotteriet 25 kr. for et bundt med 10 lodder.

På Egegården er de taknemmelige for, at de frivillige vil bruge en søndag om måneden på at glæde så mange af beboerne og deres familier.

Fødselsdagen fejres til søndagsbanko den 8. september kl. 13.30-15.30. Her er du velkommen til at møde Lene, Flemming, de andre hjælpere samt en masse bankoentusiaster.