De sidste sveddråber før skolestart
Gladsaxe-HG.jpg
På Gladsaxe HGs håndboldskole skulle der dribles, mens man holdt en ballon i den anden hånd. Foto: Kaj Bonne
Masser af aktivitet blandt kommunens børn i de mange sommerferietilbud, som klubberne i Gladsaxe tilbød

Som sædvanlig har sommerferien budt på en hel del tilbud til de børn, som ikke var ude at rejse. Uge 32 var sidste aktivitetsuge, for i denne uge er skolen allerede startet igen. Men inden det nye skoleår startede, havde mange Gladsaxe-børn energi som skulle brændes af.

VB 1968 havde som sædvanlig fodboldskole. Tidligere var klubben med i DBUs Get2-fodboldskole, men i år oprettede klubben sin egen fodboldskole med støtte fra Nordea Fonden. Tidligere har det været svært at få pigerne til at melde sig, men i år var hele 15 piger med, ligesom man havde en kvindelig instruktør tilknyttet det efterhånden sammentømrede team af erfarne instruktører.

– Vi er en tre-fire stykker, der har været med som instruktører de seneste tre-fire år, fortæller Mathias Jakobsen fra VB 1968.

På den anden side af Ring 4 var Akademisk Boldklub atter i år en del af Gladsaxe Kommunes sommerferietilbud. 55 børn havde meldt sig til alle mulige slags boldspil. Nogle opfandt de sågar selv. Der var keglekast, håndbold, fodbold, cricket og stafet. Der blev både spillet bold i AB Hallen og udendørs – alt efter, hvordan vejret artede sig.

– Vi har et team bestående af syv frivillige. Flere af os har efterhånden været med i flere år, fortæller den ansvarlige, Maja Frøhlke Sørensen.

På Grønnemose Skole arrangerede håndboldklubben Gladsaxe HG en håndboldskole med 17 flittige håndboldinteresserede i alderen 9-13 år.

Der blev trænet forskellige tricks – blandt andre nogle Anja Andersen har opfundet – og der blev øvet håndboldreglerne:
– De unge har virkelig interesseret sig for regelfortolkningen, siger klubbens formand Trine Holm Salmony, der både havde børn og mand med som hjælpere. I alt brugte fire voksne og to teenagere en uge til at arrangere skolen:
– Vi har allerede evalueret og er blevet enige om, at vi også holder håndboldskole næste år. Men vi regner med, at det skal ske lidt tidligere i ferien end i år, siger formanden.

Håndboldspillerne blev forkælet efter en uges spændende håndboldtræning, da forældrene kom forbi med flødeboller og popcorn.

Foto: Kaj Bonne

Bold og bevægelse - og mange piger var med på VB1968s fodboldskole i år.

Bold og bevægelse – og mange piger var med på VB1968s fodboldskole i år.

Keglekast var en populær disciplin på ABs sommerferiecamp i år.

Keglekast var en populær disciplin på ABs sommerferiecamp i år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top