Fortsatte IT-problemer i kommunen
Gladsaxes system til booking af lokaler er stadig ikke på plads. Det blev ellers introduceret som en sikker succes, der hurtigt ville virke, men sandheden er desværre en anden.

Martin Skou Heidemann, Søhuse 1, Byrådsmedlem for Venstre

Gladsaxes system til booking af lokaler er stadig ikke på plads. Det blev ellers introduceret som en sikker succes, der hurtigt ville virke, men sandheden er desværre en anden. Der er store udfordringer for ildsjælene i kommunens mange foreninger, der stadig oplever urimelige IT-problemer, når de skal reservere lokaler. Gang på gang er kommunens ledelse rykket ud med bortforklaringer eller simpelthen har forsøgt at tie problemerne ihjel.

Udgifterne til IT-problemerne er selvfølgelig ude af kontrol. Tidligere forsøgte man at dække ekstraudgifterne ved at ompostere nogle penge, der ellers var tiltænkt foreningerne. Det fik Venstre heldigvis rettet op på.

Imens er tålmodigheden ved at slippe op i de frivillige foreninger. I stedet for at være en lettelse, så betyder systemet et helt unødvendigt tidsspilde for de frivillige. Det er et mirakel, at lokalefordelingen ikke er brudt totalt sammen, og det skyldes udelukkende en ekstraordinær indsats af foreningerne samt enkelte embedsmænd. Hvorfor træder kommunens ledelse ikke snart i karakter og får løst problemerne? Det ville da være naturligt i en af landets rigeste kommuner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top