Ingen overraskelser ved nyt lokalebookingsystem
Det skal være nemt at bruge kommunens lokaler til idræt, bevægelse, foredrag, kultur mm.

Af Katrine Skov, formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget

Det skal være nemt at bruge kommunens lokaler til idræt, bevægelse, foredrag, kultur mm.

Derfor spurgte vi i 2016 foreningerne om deres ønsker til et nyt lokalebookingsystem, som kan sikre, at vi udnytter vores lokaler mere effektivt. Det stod hurtigt klart, at der ikke fandtes et system på markedet, som levede op til alle ønskerne. Derfor valgte vi det ressourcestyringssystem, Gladsaxe Kommune i forvejen anvender i Borgerservice og Jobcentret, for at kunne udvikle de manglende funktioner i samarbejde med leverandøren.

I april 2018 skiftede vi over til det nye system, selvom modulet til lokalefordeling endnu ikke var færdigudviklet. Kommunens ledelse har siden fulgt projektet tæt og politikerne er løbende orienteret om status og udfordringer.

Derfor er det ikke rigtigt, når Martin Skou Heidemann (V) i forrige uge påstod, at projektet er løbet af sporet. Vores nye bookingsystem har ikke en fast kravspecifikation, afgrænset økonomi og tidsplan. Det er et modulbaseret og fleksibelt system, som udvikles løbende efter behov. Pt. har vi et system, som på mange områder fungerer meget bedre end det tidligere. Og vi har sparet mange penge ved ikke at købe nyt, men i stedet udvikle på et velfungerende system, vi havde i forvejen.

Finansieringen består af ubrugte midler fra de ansvarlige fagudvalgs budgetter, og jeg har stor tillid til, at vi har valgt en god og fleksibel løsning, som vi med tiden kan udvikle og forbedre efter behov til gavn for foreninger og borgere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top