Annonce
Moderat erhvervsvenlig
Pigtråd-byggeplads.jpg
Dansk Byggeri vurderer at Gladsaxe ligger i midterfeltet for erhvervsvenlighed i ny rapport

Kommunen er den offentlige myndighed, som virksomhederne oftest er i kontakt med. Kommunen har derfor stor betydning for, hvor nemt og attraktivt det er at drive virksomhed i Danmark, skriver erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen for virksomheder indenfor bygge- og anlægssektoren, Dansk Byggeri.

Dansk Byggeris årlige analyse af kommunernes erhvervs- og byggevenlighed giver, ifølge organisationen, et overblik over de kommunale rammevilkår for virksomhederne.
Analysen for 2019, der er afsluttet 20. juni, vurderer at Billund Kommune er den mest erhvervsvenlige kommune i 2019, målt på erhvervs- og byggevenlighed. Gladsaxe ligger nummer 56 ud af 98 kommuner. Sidste år lå Gladsaxe på en 50. plads.

Analysen er bygget op af 23 indikatorer, som alle siger noget om, hvordan det er at drive virksomhed i den enkelte kommune. Blandt andet inden for byggesagsbehandling, skatter og afgifter, konkurrenceudsættelse af driftsopgaver, arbejdsmarked og uddannelse.

Gladsaxe Kommune scorer ifølge analysen forholdsmæssigt lavt på indikatorer som gebyrstørrelse, udlicitering på tekniske områder og arbejdsgarantier.
Til gengæld er Gladsaxe ifølge analysen bedst af alle kommuner til dialogmøder, offentliggørelse af udbud og kontrol af arbejdsklausuler. Kommunen ligger desuden på en 7. plads i forhold til indkomstskat og på en 8. plads i forhold til kommunale investeringer.

– Dansk Byggeri tager temperaturen på erhvervsvenligheden set fra bygge- og anlægsvirksomheders synspunkt. Samlet set ligger Gladsaxe i midten trods vores høje aktivitet i forhold til at bygge og renovere. Det er fordi vi som kommune har nogle holdninger til skatter, afgifter, at vi kun udliciterer, hvor det giver mening, og at vi stiller en række krav til etik, arbejdsmiljø og miljø i vores udbud. Det er et udtryk for de værdier, som vi styrer efter i Gladsaxe og det adskiller sig fra Dansk Byggeris politik, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse (A).

Borgmesteren er til gengæld glad for at konstatere, at Gladsaxe ligger i top, når det gælder offentliggørelse af udbud, dialog med håndværkerne og åbningstider på genbrugspladsen.
Gladsaxe Kommune skal bygge for omkring 1,6 milliard kroner over de næste tre år.pk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top