Skolestart i en fart?
I Gladsaxe Bladet d. 6/8 belyses den tidlige SFO-start under titlen: “Skolestart i tryghedens tegn”.

Af Kristian Tørning, Bæverstien 28

I Gladsaxe Bladet d. 6/8 belyses den tidlige SFO-start under titlen: “Skolestart i tryghedens tegn”. Det er særdeles positivt, at GB inddrager forskningsresultater i dækningen af situationen i Gladsaxe.

I forhold til den tidlige SFO-start er spørgsmålet, om den giver barnet tryghed og dermed en fordel, eller om det blot giver et ekstra overgangstrin mellem børnehave og skole. Kommunens økonomiske fordel ved den tidlige SFO-start springer i øjnene. I SFO’en er normeringen lavere end i børnehaven. Det betyder, at der er ansat færre voksne pr. barn i en SFO end i en børnehave. Kommunen sparer altså penge ved at flytte børnene tidligt over i SFO’en, hvor ressourceforbruget simpelthen er lavere.

Det er sjældent, at jeg er enig med Enhedslisten, men jeg deler Trine Henriksens (Ø) bekymring, som netop også er forankret i forskningsresultaterne fra SDU. Indfører Gladsaxe Kommune en camoufleret besparelse på børnene ved at flytte dem tidligt?

Formanden for Børne- og Undervisningsudvalget, Claus Wachmann (B), bør kunne forklare, hvor pengene ender. Følger pengene barnet eller er der rent faktisk tale om en besparelse?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top