Sulten efter mere
AB-Dalum-01-35-19.jpgSMALL.jpg
Sylvester Seeger-Hansen blev matchvinder på straffespark. Foto: Kaj Bonne
AB Gladsaxe ”tævede” Dalum med 1-0 efter flot kamp

AB leverede endnu en helstøbt indsats, hvor Jonathan Fischer havde en særdeles fredelig dag i AB-målet. Han var vel den spiller på banen der rørte bolden allermindst.

Det kunne man til gengæld ikke sige om resten af de grønblusede, der alle virkede til gerne at ville have bolden.

Der var kun gået et enkelt minut før Yonas Nielsen fik trykket af inde i feltet, og allerede minuttet senere fik AB bolden i nettet, men målet blev annulleret.

Dalum kunne ikke stille meget op over for akademikernes genpres og generobringer, og det meste af halvlegen foregik derfor på AB’ernes præmisser og Dalums banehalvdel – uden at bolden dog ville i nettet.

Tættest på var en velspillende Sylvester Seeger-Hansen, med et skud på stangen efter 35 minutter. Fem minutter senere brændte Yonas Nielsen en dobbeltchance.

AB’erne fortsatte hvor de slap i anden halvleg, og burde vel have haft et straffe, da Oussama Djafer-Bey efter 49 minutter elegant satte en forsvarer af og blev nedlagt i feltet. I stedet fik han gult for film.

Tre minutter senere blev der dog dømt straffe til akademikerne, for hånd på bolden i feltet. Sylvester Seeger sparkede sikkert bolden i mål til 1-0.

Selv om Dalum nu var tvunget frem, blev det kun til et par halve chancer til udeholdet i den sidste halve time, mens AB stadig skabte store chancer.

Ikke mindst til indskiftede Jonathan Bagger, der var god til at skabe ravage på højrekanten. Han blev spillet helt blank af Emil Mygind efter en times spil, men skød lige på målmanden.

Kampen endte derfor 1-0, selvom de 298 tilskuere havde fortjent et mål eller to mere fra de grønblusede.

Også fordi spillet glider meget bedre, og fordi spillere som målscorer Sylvester Seeger-Hansen virker anderledes fokuserede i forhold til sidste sæson.

Seeger-Hansen fortæller at dette blandt andet skyldes at han, som en af de nu mere erfarne spillere, har fået mere ansvar, at strukturen på banen er blevet bedre, og at de mange unge spillere har grebet den chance de har fået under træner Patrick Braune.

– Det er fremragende at alle de unge, der er rykket op eller kommer udefra, har en sindssyg god arbejdsmoral og har lyst til at lære. For det er vigtigt at have nogle sultne unge spillere, siger han.

AB-træner Patrick Braune er enig.

– Karim [El Haddouchi], Oussama og Jonathan gør det godt. De kommer ind i dag og går uimponeret til opgaven selvom det er første gang de spiller seniorfodbold, udtaler han.

Og hvis AB’erne er sultne efter mere, kan de bare kigge på tabellen. Her ligger man stadigvæk nummer to, men nu kun på en dårligere målscore end Brabrand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top