Svensk satsning på isen
Ishockey_10_34-191.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Gladsaxe Bears svenske træner Daniel Leidborg kræver hårdt arbejde af sine spillere: - Men de er motiverede, siger han. Foto: Kaj Bonne.
Gladsaxe Bears har store sportslige forventninger til den kommende sæson

Det var noget af en gedigen overraskelse, da Gladsaxe Bears vandt landets næstbedste ishockeyrække 1. division i 2017/18. Hvis det sker igen i år, så vil noget af overraskelseseffekten være forduftet. Så selv om der er både optimisme og stærk vilje at spore på isen i Gladsaxe Skøjtehal, er den sportslige målsætning en top-4-placering for den kommende sæson.

Målsætningen er blevet formuleret af klubbens nye svenske cheftræner Daniel Leidborg sammen med sportschef Jacob Volf og assisterende træner Mads Worm. Det er en realistisk vurdering, mener man i Gladsaxe. Både i forhold til, hvorledes de andre klubbers trupper ser ud og en analyse af egne muligheder.

Daniel Leidborg har det, som vi danskere beundrer hos svenskerne: en stærk tro på succes gennem hårdt arbejde – netop fordi de viser det så ofte.

– Der skal være kvalitet i træningen. Det må gerne være sjovt, men fokus blandt spillerne skal være 100 procent på at gøre det godt. Hvis vi kan gøre det ordentlig under træningen, så kan vi også, når spiller kamp. Ved altid at konkurrere bliver spillerne individuelt bedre, men vigtigst af alt, så styrker de holdet, siger Daniel Leidborg, der bor i Ljunghusen ved Falsterbo på den anden side af Øresund. Daniel arbejder med adfærdsvanskelige børn, er gift og har en datter på fem år, som må undvære ”pappa” mange aftener om ugen.

– Jeg synes, vi har et godt hold, og jeg ser frem til sæsonstarten med spænding. Her skal vi møde Gentofte ude den 10. september. Vi forventer, at Gentofte er det hold, som mest målrettet går efter at vinde 1. division, siger Daniel Leidborg.

Nye øjne
Efter fem sæsoner stoppede Jacob Volf som cheftræner før denne sæson. Men på bestyrelsens opfordring fortsatte han som sportschef, og som det første hyrede han Daniel Leidborg:
– Efter fem år er det godt at få nogle nye øjne på spillerne. Måske var jeg ved at være rutinepræget – jeg vidste, hvad de forskellige spillere kunne – også selv om de måske ikke leverede til træning. Nu starter alle på nul igen, og alle har en chance for at vise, hvad de kan. Alle skal gøre sig fortjent til at komme på holdet, siger Jacob Volf.

I fredags spillede Gladsaxe Bears sin første træningskamp mod Limhamn fra den svenske 3. division. Det blev til dansk sejr på 6-5 (1-2, 4-2, 1-1). Næste træningskamp er den 22. august mod Rødovre SIK.

I øvrigt er der gratis adgang for tilskuere til Gladsaxe Bears’ hjemmekampe i denne sæson. Der bydes i øvrigt også på gratis prøvetræning for børn følgende tre søndage: 25/8, 8/9 og 15/9. Klubben udlåner stave og udstyr til de kommende ishockeyspillere. Gladsaxe Ishockey er til stede med ledere og trænere på Gladsaxedagen på lørdag, og de vil beredvilligt svare på spørgsmål.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top