Udlændinge, støj, retspolitik og dyrevelfærd
Christiansborg.jpg
Fem Gladsaxe-politikere skal sætte deres præg på politikken på Christiansborg på mange forskellige områder. Foto: Peter Kenworthy.
Mads Fuglede beholder udlændinge- og integrationsområdet. Desuden skal Gladsaxe-politikere i Folketinget beskæftige sig med alt fra retspolitik og transportpolitik til dyrevelfærd og ældreområdet

For et par uger siden fordelte Venstres Folketingsgruppe partiets poster, herunder ordførerskaber, som de fleste nok har fået med sig.

I denne forbindelse blev det besluttet, at medlem af Folketinget for Venstre i Gladsaxe, Mads Fuglede, beholder sit ordførerskab på udlændinge- og integrationsområdet. Udover udlændinge og integrationsområdet fortæller Mads Fuglede, at han fortsat vil bruge sin plads i Folketinget på at bekæmpe støj i Københavns Omegn.

– Støjproblematikken mærkes i høj grad lokalt, men det kræver løsninger på alle niveauer, hvis vi for alvor skal have gjort noget ved den stigende trafikstøj i Gladsaxe. Personligt kæmper jeg for at få indført en national handlingsplan mod støj samt for en mere retfærdig national fordeling af fremtidens trafikmilliarder med fokus på støjreducerende tiltag, udtaler Mads Fuglede.

Gladsaxes borgmester, Trine Græse (A), kvitterer for Mads Fugledes udtalelse.

– Det synes jeg vil være en stor fordel for Gladsaxe, at vi også har et Venstre-medlem der interesserer sig for det her område. Jeg er meget interesseret i et samarbejde med de folketingsmedlemmer, som er valgt i vores område, fortæller borgmesteren.

Gladsaxes fire andre medlemmer af Folketinget har følgende ordførerskaber:

Jeppe Bruus er Socialdemokratiets retsordfører, og er samtidigt formand for Transport- og Boligudvalget.
Søren Søndergaard er Enhedslistens EU-ordfører og medieordfører, og formand for Dansk Interparlamentarisk Gruppes bestyrelse.
Sikandar Siddique er Alternativets dyrevelfærdsordfører.
Og Stinus Lindgreen er Det Radikale Venstres forskningsordfører, psykiatriordfører, sundhedsordfører og ældreordfører. pk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top