Venstre holder det internt
Medlemmer af Venstre ville gerne have været informeret om, at byrådsgruppen har fået ny gruppeformand

På det sidste byrådsmøde før sommerferien debuterede Astrid Søborg som ny gruppeformand for Venstre i Gladsaxe Byråd. Da Gladsaxe Bladet efterfølgende skrev om ændringen, reagerede flere medlemmer af partiet efterfølgende.

Flere Venstre-medlemmer har henvendt sig til Gladsaxe Bladet, fordi de undrer sig over, ”Venstre i Gladsaxe” ikke på sin hjemmeside har forklaret, hvorfor Pia Skou ikke længere er gruppeformand, men blot nøgternt registrerer, at Astrid Søborg er gruppeformand.

– Gruppen har besluttet at vælge en anden gruppeformand. Det er ikke et bestyrelsesanliggende. Vi har en Venstre-gruppe for medlemmer, hvor de kan få informationer, og de medlemmer, som har henvendt sig, har fået at vide, at de kan ringe til Astrid Søborg og få en forklaring. Det er internt anliggende, så derfor har vi ikke lagt det op på hjemmesiden, siger Jette Aagaard Madsen, formand for Venstre i Gladsaxe.

Den valgte informationspolitik undrer Kim Wessel-Tolvig, der sad i byrådet i 16 år frem til nytåret 2018: – Det er mig uforståeligt, at jeg som medlem af Venstre i Gladsaxe ikke er blevet orienteret af bestyrelsen. Det virker uprofessionelt, at man ikke orienterer medlemmerne om de ændringer som kan have betydning for det fremtidige byråd. Også selv om beslutningen eventuelt er korrekt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top