Byvandring i Buddinge
Byvandring-2.jpg
Telefonfabrikken er svær at finde og ser lidt trist ud udefra, var en af holdningerne på byvandringen. Foto: Peter Kenworthy.
Byråd og borgere diskuterede hvordan Buddinge Bymidte kan gøres mere attraktiv

Byrådet har inviteret til byvandringer i Buddinge, Bagsværd og Mørkhøj. Gladsaxe Bladet gik med i Buddinge i sidste uge, hvor paraplyerne måtte skærme mod både regn og hagl på turen.

Der var rundtur med stop ved Rådhusparken, Telefonfabrikken og Buddinge Torv. Her diskuterede 40 borgere og byrådspolitikere Buddinge Bymidtes identitet, styrker og potentialer, samt hvordan bymidten kan gøres mere grøn og levende og mangfoldig.

Blandt andet blev det påpeget at Telefonfabrikken og spillestedet Richter virker lidt forladt, svær at finde og kedelig udefra, selvom området er dejligt og emmer af potentiale når man kommer nærmere.

– Og så mangler der et sted for de unge, efter at koncerterne på Richter er færdige, hvor de kan få en øl og bruge resten af natten, mente den daglige leder af spillestedet Richter, Kasper Madsen.

Tilbage på Rådhuscaféen var der meget passende forslag om en stor grøn telefon på taget af Telefonfabrikken og mere overdækning så man kan være ude i al slags vejr. Men også om flere legepladser, flere træer, færre hække der afgrænser områderne, urtehaver, grønne hustage og om at skabe en bymidte hvor folk gider komme hele dagen.

– Buddinge Bymidte er død meget af dagen. Så at kalde det en bymidte er en fis i en hornlygte, som en af deltagerne pointerede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top