Flere penge giver ikke mere velfærd
Regeringen og Kommunernes Landsforening er blevet enige om en økonomiaftale

Socialdemokratiet gik til valg på et velfærdsløft, og i regeringens politiske forståelse lovede man ”et styrket velfærdssamfund”, selvom man også påpegede at ”det vil tage tid at løfte velfærden”.

Den nye økonomiaftale for 2020 mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) giver kommunerne omkring 2 milliarder mere til velfærd. Aftalen sætter rammerne for, hvor mange penge kommunerne må bruge på service til borgerne. Det endelige tal for Gladsaxe kendes først efter redaktionens deadline.

Finansminister Nicolai Wammen (A) kalder aftalen ”et reelt løft af velfærden”. Men ifølge formand for KL, Jacob Bundsgaard (A), skal borgerne ikke forvente et løft i velfærden med aftalen, der blot giver kommunerne mulighed for at fastholde samme serviceniveau som i dag.

Fagforbundet FOA mener dog at aftalen kan give et velfærdsløft og Fagbevægelsens Hovedorganisation kalder det en god aftale. Derimod mener HK ikke at alle problemer er løst med aftalen, Danske Handikaporganisationer er bekymrede for, at pengene suser forbi handicapområdet, og Landsforeningen For Socialpædagoger mener ikke at aftalen kan finansiere uændret service i kommunerne.

Ingen forbedringer

Flere af partierne i byrådet påpeger at økonomiaftalen ikke kommer til at give forbedringer, måske tværtimod.

Rammerne hæves så lidt, at det ikke engang dækker til at opretholde det nuværende serviceniveau – selvom kommunekassen bugner, siger Pia Skou (V).

– Derfor vil aftalen ikke betyde forbedringer for Gladsaxes borgere, da vi er blevet flere indbyggere i kommunen, som har brug for velfærdsydelser, mener hun.

– Jeg ser ikke at vi får flere penge. Jeg er derfor tøvende med hvad vi kan bruge. Det kræver nemlig besparelser, hvis vi skal udvide servicen, mener Lars Abel (C).

Aftalen viser at Socialdemokratiet siger meget inden et valg, men ikke opfylder det lovede når de vinder magten, og mange ældre og børnefamilier vil være skuffede, mener Kristian Niebuhr (O).

– Det er kun nok til at sikre status quo, hvis det overhovedet er nok, tilføjer han.

Viceborgmester i Gladsaxe Serdan Benli (F) ser derimod aftalen som et skridt i den rigtige retning.

– Men der er lang vej endnu. Kommunernes økonomi er skåret helt ind til benet, og den her aftale er første skridt i den nødvendige genopretning af vores velfærd, fortæller han.

Økonomiaftalen vil sandsynligvis betyde en forøgelse af servicerammen for Gladsaxe på 15-20 millioner kroner årligt, regner Trine Henriksen (Ø) med.

– Derfor forventer vi som en selvfølge, at forslagene om at spare seks millioner kroner på børne- og skoleområdet fjernes fra budgettet, ligesom besparelserne på blandt andet cykelstier og kollektiv trafik, tilføjer hun.
pk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top