Ingen skal leve i fattigdom
Kære Mads. Din bekymring for, om familier med ikke-vestlig baggrund holdes væk fra arbejdsmarkedet er som udgangspunkt beundringsværdig.

Signe Rosa Skelbæk, Enhedslisten, Tolstojs Allé 15, 1. tv

Kære Mads. Din bekymring for, om familier med ikke-vestlig baggrund holdes væk fra arbejdsmarkedet er som udgangspunkt beundringsværdig. Især hvis ikke den begrundedes med en helt klassisk højrefløjsattitude om, at det altid er indvandrerne, der udnytter samfundet og aldrig vil bidrage.

Faktum er, at 810 børn vokser op i relativ fattigdom i Gladsaxe. Ét år i relativ fattigdom kan have betydning for barnets sundhed, læringsmuligheder, deltagelse i fællesskaber, trivsel og øge ensomheden. For ikke at tale om, at det dæleme er synd for børn, at de gøres til offer for en populistisk kontanthjælpsreform.

Til sidst vil jeg bare spørge, Mads, om du selv har prøvet at være ledig? Har du prøvet, at din månedlige ydelse reduceres markant, du må ikke eje en opsparing, du er ikke længere en del af et fagligt fællesskab, hvor du oplever anerkendelse og følelsen af at skabe værdi, du er holdt udenfor det arbejdsmarked, alle andre er en del af, du bruger hver dag på et mistroisk jobcenter, der i bedste fald får tiden til at gå men i værste fald umyndiggør dig og dine kvalifikationer?

Forskellen på at være i arbejde og på kontanthjælp ér stor. Både i kroner og ører og i menneskeligt udbytte. Så bare rolig, Mads. Der er så mange incitamenter ved arbejde – men ikke alt drejer sig om penge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top