Jazzen savner et tidssvarende spillested
Jazzen-savner.jpg
Jazzklubbens formand Ole Kjær håber på et spillested med en fast scene og tidssvarende faciliteter. Foto: Kim Malmqvist.
Til hver eneste større koncert skal Gladsaxe Jazzklubs frivillige stille op og pille ned igen. Drømmen er et spillested med en fast scene og tidssvarende faciliteter

I fodboldens og håndboldens verden har klubberne i Gladsaxe en hjemmebane. Et sted, hvor man hører hjemme.

Sådan er det ikke helt for Gladsaxe Jazzklub. Man mangler så at sige en ”hjemmebane”. Det tærer på de mange frivilliges kræfter, at de i løbet af et kalenderår stiller op til hen ved 35 koncerter. Og piller ned igen.

– Alt skal bygges op fra bunden: borde, stole, kabler, lys, lyd, scene, piano, bar og garderobe. Alt skal stilles tilbage på plads og pakkes ned. Tænk, hvis vi kunne have et spillested, hvor vi har en standardopstilling, så eksempelvis tre-fire mand ikke hver gang skal forslæbe sig på et klaver, lyder det drømmende fra Ole Kjær, formand for de over 600 medlemmer af Gladsaxe Jazzklub.

I sit nyhedsbrev for september er formanden inde på kommunens aktuelle budgetforhandlinger for 2020 og de tre efterfølgende år:
– Fra borgmesterens hånd foreligger nu et udspil til disse forhandlinger – præsenteret på Gladsaxedagen i august. Med 2019-budgettet lykkedes det borgmester Trine Græse at samle Byrådet i enighed om både drifts- og anlægsbudgettet. Og Gladsaxe Jazzklub blev kort omtalt i et tillæg til budgetaftalen – en mulig ny lokalekapacitet skulle undersøges i Mørkhøj.

Den mulighed der nu er blevet undersøgt i Mørkhøj er det tidligere Blaagaard Seminarium: – Men stedet egner sig ikke umiddelbart. Flere praktisk-tekniske forhold vil ikke forbedre forholdene for hverken publikum eller arrangør. Og områdets offentlige trafikale forhold om aftenen peger ikke i en positiv retning. Nøgternt og detaljeret har vi sobert i januar beskrevet problemerne over for kommunen, påpeger Ole Kjær.

Derfor mener jazzklubben, at det er bedre at forblive på Telefonfabrikken – Gladsaxe Kulturhus, hvor man for at blive i fodboldsproget har en centralt beliggende midlertidig hjemmebane, som man så gør klar til hver eneste koncert med hen ved 15 frivillige, der stiller op og piller ned. Formandens største frygt er, at de frivillige til sidst melder fra på grund af utidssvarende faciliteter og ringe arbejdsforhold.

I nyhedsbrevet skriver Ole Kjær, at de fysiske rammevilkår for arrangementernes gennemførelse samt de frivilliges arbejdsvilkår ikke er tidssvarende i kulturhuset. Jazzklubbens bestyrelse har nu påpeget dette de seneste fem år.

– Vi har – i både skrift og tale – været anvisende med konkrete løsninger for en modernisering og forbedring af kulturhusets lokaletilbud. Ikke kun til glæde for jazzklubben, men for husets samlede musiske miljø. Kulturområdets interesseorganisation har bakket op om disse planer og i lyset heraf forelagt en særlig strategiplan for kulturpolitikerne, lyder det fra Ole Kjær. Formanden taler om et spillested ”for voksne”:
– Et sted, hvor der er plads til bespisning, musik og dans, plads til swingjazz, tango og anden musikalsk aktivitet. Det er fortrinligt, at kommunen har tilbud til unge, og at der er mange unikke idrætstilbud, men man må også gerne tænke på, at der skal være tidssvarende og let tilgængelige faciliteter for dem, der har betalt skat i årtier.

Ole Kjær pointerer dog, at jazzklubben er meget tilfreds med det generelle samarbejde. Jazzklubbens bestyrelse ved, at det frivillige arbejdes værdi værdsættes i høj grad af byens politikere. Klubben værdsætter også, at nye initiativer og udviklingsprojekter understøttes økonomisk.

Formanden understreger:
– Byrådets besluttede kulturpolitik omtaler vigtigheden af tidssvarende faciliteter for de frivilliges arbejde. Behov og forslag bør være bekendt – men erkendelsen lader vente.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top