Killingen Felix på eventyr
Felix-på-vilde-eventyrg.jpg
Alle de vidunderlige figurer i ”Felix på vilde eventyr”. Foto: Sandrew Metronome
Bibliografen har premiere på kattefilmen om killingen Felix

I ”Felix på vilde eventyr” lever katten Buller et sorgløst liv. Sønnen Felix er dog en eventyrlysten killing, som er nysgerrig på verdenen. En dag tager han ud for at finde katteparadiset Kattopia og sin mor. Buller må derfor begive sig ud for at finde sin søn, og på den efterfølgende farefulde færd gennem storbyens gader får han selskab af sin gode ven, papegøjen Arald.

Med søde figurer og sjove optrin er ”Felix på vilde eventyr” en hjertevarm fortælling for de små og deres voksne om at blive væk fra hinanden, og hvordan man finder sammen igen.

”Felix på vilde eventyr” har premiere i Bibliografen torsdag 12. september.

I den kommende uge er det stadig muligt at fange Pedro Almodóvars anmelderroste ”Smerte og ære”. Antonio Banderas spiller filminstruktøren, Salvador Mallo, der på trods af en succesfuld karriere drømmer sig længselsfuldt tilbage til barndommens fattigdom, der stod i skarp kontrast til hans viljestærke mors betingelsesløse kærlighed. Hun spilles indlevende og følsomt af Penélope Cruz, der igen og igen leverer sublimt skuespil under Almodóvars kyndige vejledning.

Også ”Ser du månen, Daniel?” leverer filmkunst af højeste kaliber. Esben Smed brillerer som fotojournalisten, Daniel Rye, der kidnappes af Islamisk stat i Syrien. Stærke biroller spilles af Jens Jørgen Spottag, Sofie Torp og Anders W. Berthelsen i rollen som gidselforhandleren, der står for Daniels frigivelse.

For det lidt yngre publikum er ”Toy Story 4” et oplagt valg. Woody må igen hjælpe et vildfarent stykke legetøj med at indse værdien i et barns glæde. Alt sammen tilsat seriens sædvanlige humor og hyggelige persongalleri. Lad der bare komme en 5’er. Woody og vennerne har masser tilbage i tanken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top