Lad kommunen beholde de 47 millioner
4,7 mio. kr., 1,7 milliarder og 47 mio. Der har været en del tal i spil på budgettet i Gladsaxe Kommune i det sidste stykke tid.

Af Philip Bøttern, Hjortevænget 42

4,7 mio. kr., 1,7 milliarder og 47 mio. Der har været en del tal i spil på budgettet i Gladsaxe Kommune i det sidste stykke tid. Først skulle der spares 4,7 mio. på skoleområdet i 2020, så blev regeringen og KL enige om 1,7 milliarder mere til kommunal service, og så var der regnet forkert på brugerbetalingen til børnehaverne i Gladsaxe fra 2012 til 2018.

Ja, åbenbart skal alle børnehavebrugere have 200 kr. tilbage pr. måned – det kan jo godt blive til noget med et par børn i den alder; de fleste af børnene inkl. undertegnedes er nu i skole. De 1,7 milliarder kan nok redde skolerne lidt, men det er jo kun en lille del som tilfalder Gladsaxe (10 mio.?) og skolerne er jo kun en del af serviceområdet.

Så ja, bekymret er jeg for skolerne til næste år, hvor mine børn nu er, og jeg vil da også gerne have lidt penge tilbage for overbetalingen i børnehaven. Det var dog ikke lige penge, jeg regnede med. Så tænk engang, hvis vi ’heldige’ bare kunne sige til kommunen i kor; behold i bare de 47 millioner og gør i stedet noget godt og interessant for skolebørnene i de kommende år.

Tja, det var bare en tanke. Tænk hvis det kunne lade sig gøre?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top