Man må kravle før man kan gå
Næsten en tiendedel af alle spædbørn i Gladsaxe kan ikke sidde selv eller kravle, viser ny rapport. De fleste udvikler sig normalt

En ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed om spædbørns motoriske udvikling viser, at ti procent af danske spædbørn i 8-10 måneders-alderen får en bemærkning i deres journal af sundhedsplejersken om, at de ikke kan sidde selv, kravle eller rejse sig. I Gladsaxe er tallet 9,6 procent.

Det er særligt blandt børn, der er født før uge 37, børn født med en fødselsvægt, der er mindre end 2.500 gram og flerfødte, der har bemærkning til motorisk udvikling.
Det lyder måske af meget, når 10 procent af alle spædbørn får en bemærkning til deres motoriske udvikling, siger Trine Pagh Pedersen, Statens Institut for Folkesundhed, der er projektleder på Databasen Børns Sundhed.

– Men vi forventer, at de fleste børn udvikler sig normalt og måske bare er lidt længere tid om det end gennemsnittet. Dog er det stadig vigtigt at følge de små børns motoriske udvikling, fordi forsinket udvikling kan hænge sammen med andre udviklingsproblematikker, tegn på sygdom eller manglende stimulation, tilføjer hun.

Selv om tidlige motoriske problemer øger risikoen for, at der også er motoriske problemer senere i første leveår, så har de fleste børn med bemærkning til motorik ved et tidligt besøg nemlig ikke bemærkning ved et senere besøg, skriver Statens Institut for Folkesundhed i rapporten.
pk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top