Mandfolkeindsats
AB-Viborg.jpg
Det var en flok glade AB-spillere der takkede publikum for opbakningen efter sejren mod Viborg i pokalen. Foto: Peter Kenworthy
AB Gladsaxe slog fortjent Viborg 3-1 i pokalen efter forlænget spilletid

Det tog kun 42 sekunder, så havde Viborgs Tobias Bech sparket bolden ind bag Jonathan Fischer i AB-målet. Og så krævede det virkeligt rygrad at tro på at man kunne slå 1. divisions tophold i pokalens tredje runde.

AB skulle da også lige sunde sig i en første halvleg som Viborg for det meste styrede. Men med en velspillende og flittigt tacklende Daniel Warmbach i motorrummet på midtbanen, kæmpede akademikerne sig stille og roligt tilbage i kampen.

Efter flere gode chancer til de grønblusede, sparkede Nichlas Rohde fuldt fortjent bolden i et tomt Viborg-mål til 1-1 med et kvarter igen, efter at Viborg-målmand Ingvar Jónsson gik fejl af bolden.

Og de 358 tilskuere fik mere at juble over fire minutter inde i den forlængede spilletid. Indskiftede Frederik Christensen headede et præcist hjørnespark fra en veloplagt Seejou King videre til Marcus Hørbye, som resolut headede bolden i kassen til AB-føring 2-1.

Lynhurtige Frederik Ellegaard havde været en håndfuld for Viborg-forsvaret fra han blev skiftet ind efter en time – og i den forlængede spilletid var han en evig trussel.

Efter 97 minutter kom han fri på højrekanten, men sparkede lige på målmanden. Et par minutter senere spurtede han forbi Viborgs Alexander Fischer og sparkede på overliggeren.

Og med syv minutter igen løb Ellegaard igen fra Viborg-forsvaret, denne gang på en lang stikning, og udplacerede Jónsson til slutresultatet 3-1.

Efter kampen var han et stort smil, da han var ovre og high-five tilskuerne.

– Da bolden går ind til 3-1 er jeg helt færdig. Det er svært at beskrive hvad der går gennem hovedet på mig, men jeg er ekstremt glad, fortæller Frederik Ellegaard.

– I pausen sagde [AB-træner] Patrick [Braune] at vi skulle tro på det, og vi vidste at vi havde kvaliteterne til at kunne vinde, tilføjede han.

Patrick Braune fortalte efterfølgende at han er stolt af sine spillere.

– Det er en stor dag for klubben når vi kan vinde med så mange af vores egne ungdomsspillere på banen. Vi bruger otte spillere fra vores ungdom i dag – spillere der er vokset op på stadion og Skovdiget, sagde Patrick Braune.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top