Nulle om det hårde og muntre jazzliv
nulle.jpg
Nulle fortæller om sit liv i musikken. Foto: Verdensorkestret.
Elith Nykjær alias Nulle kommer med sit Verdensorkester, men han taler også om sit jazzliv

Er der interesse for at høre om personerne bag musikken? Ja, det er i hvert fald den erfaring, man har gjort sig i Gladsaxe Jazzklub. Her har man med succes afviklet projekterne ”Jazzens Saga”, ”Jazzens Stjerner”, ”Jazzen i Danmark” og ”Jazzens Ensembler”. I år er det så ”Det Muntre og Hårde Jazzliv”.

I foråret var der fire arrangementer (Daimi, Palle Mikkelborg, Niels Jørgen Steen og Alex Riel) og onsdag den 25. september ´kl. 19 åbner Elith ”Nulle” Nykjær efterårssæsonen i Bibliografen i Bagsværd¨.Aftenens hovedperson bliver portrætteret, og der vil være en fyldig snak om livet og karrieren. Samtalen mellem Nulle og interwiever Henrik Wolsgaard-Iversen vil blive suppleret med historiske og aktuelle filmklip.

Berlingskes jazzanmelder Kjeld Frandsen sørger for, at det faktuelle er i orden. Anden afdeling af aftenen står i livemusikkens tegn. Nulle har sit berømte Verdensorkester med. Et orkester som han efter en årrække hos bl.a. Fessor’s Big City Band dannede i 1982.

Nulle spiller som sædvanlig klarinet. Louise Albeck synger, Daniel Franck spiller bas, Ole ”Fessor” Lindgreen tager hånd om trombonen, Marko Martinovic spiller piano og trommerne varetages af Bjørn Otte Hansen.

De tre sidste arrangementer i år afvikles også i Bibliografen: Marilyn Mazur (9. oktober), Sinne Eeg (30. oktober) og Pierre Dørge (20. november).
Billetsalg via jazzklubbens billetsystem: www.gladsaxejazzklub.dk/tilmeld

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top