Skyderi under biljagt
Biljagt-Søborg-Hovedgade-170919.jpg
Politiet var massivt til stede på Søborg Hovedgade efter biljagten. Foto: Peter Kenworthy
Politiet måtte affyre varselsskud for at standse flugtbilist på Søborg Hovedgade

Klokken cirka kvart over fire tirsdag eftermiddag, jagtede politiet en flugtbilist på Søborg Hovedgade, som politiet ville tale med på grund af mistænkelig adfærd.

Ifølge vagtchef Lars Jørgensen fra Københavns Vestegns Politi, ender jagten med at flugtbilisten forsætligt kører ind i en civil politibil i den modsatte vejbane tæt ved genoptræningscenteret, og stikker af til fods.

– Politiet affyrer to varselsskud og anholder derefter manden. Ingen kom til skade, og manden er nu til afhøring, tilføjer Lars Jørgensen.

Politiet var derefter massivt til stede med adskillige politifolk, vogne og hunde på området mellem Tinghøjvej og Hannedal, der var afspærret i længere tid.

Københavns Vestegns Politi afslørede onsdag, at der er tale om en 32-årig mand, der er blevet varetægtsfængslet i fire uger for besiddelse af en pistol.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top