Søens Dag i Bagsværd
Søens-dag.jpg
Det bliver muligt at se og røre fisk på søndag. Foto: Privat.
På søndag er der mange sjove og lærerige oplevelser for hele familien i et af Gladsaxes dejligste naturområder

På Søens Dag den 8. september fra kl. 13-17 bliver det muligt at komme helt tæt på den lokale natur i Radiomarken. Natur- og Sejlklubben låner kanoer ud, så naturen kan nydes fra vandsiden.

På landjorden fortæller de professionelle fiskeguider om plante- og dyrelivet i og omkring søen. De har trukket vod i søen, så det er muligt både at se og røre ved nogle af søens forskellige fisk. Foreningen Lokal Agenda 21 i Gladsaxe inviterer på naturudfordringen, hvor du kan teste din viden om naturen og vinde en flot præmie. I løbet af dagen bliver Radiomarkens får klippet og vejet. Du kan være med og lære om, hvad vi bruger fårene til, og hvorfor de lige står i Radiomarken.

Hvis du har lyst til at teste om lystfiskeri er noget for dig, står Søborg Sportsfiskerklub parat til at vise, hvordan du fisker med fiskestang. Prøv også at slå med le, med kyndig vejledning af naturvejlederne, og bliv klogere på, hvorfor det er en god idé at pleje vores naturområder med dette gamle landbrugsredskab. Ved bålet står melkværnen klar, så du kan bage dine egne vikingekiks.

I løbet af dagen kan du nyde en kop økologisk kaffe eller en pandekage bagt af Ung i Gladsaxe. Kl. 15 kan du opleve trommeslageren Kalle fra Ramasjang sammen med Mek Pek fra de gamle Åh Abe shows. De to til sammen skal nok skabe masser musik og sang, som vi alle sammen kan synge med til.

Søens Dag foregår ved Natur- og Sejlklubben på Valdemar Poulsensvej i Bagsværd. Det er ikke muligt at parkere helt nede ved søen, men der kan parkeres ved seniorcenter Møllegården, hvorfra der er fem minutters gang til Natur- og Sejlklubben. Du kan også tage cyklen og parkere helt nede ved søen.

Yderligere oplysninger, kontakt Pernille Bramstrup fra Miljøafdelingen, tmfpbr@gladsaxe.dk, mobil: 26235296.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top