Bagsværd sø rundt på cykel – hjemme i sofaen
Cykelmotion-01-41-19.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Direktør Erik Johannsen (tv) fra 4Mvideo er på besøg hos 88-årige Jens Remtoft (th), som er igang med dagens motion. Foto: Kaj Bonne
Motion er lig med livskvalitet og velvære, også selv om dåbsattesten er af ældre dato. Er man dårligt til bens, eller har man på anden måde nedsatte kropsfunktioner, er motionssystemet 4Mvideo en glimrende måde at bevæge sig på, uden at man behøver at forlade sin bolig eller skifte til sportstøj.

Af Henrik Hvillum

Man skal blot bruge en almindelig kondicykel, hvor der på selve pedalarmen er tilkoblet en bevægelsescensor, som dels registrerer watt, hastighed osv., og som ligeledes har forbindelse til et bibliotek med 4Mvideos videoer, som brugerne så kan nyde via en app, f.eks. på en Ipad, imens man motionerer.

Og det gør 88-årige Jens Remtoft så i stor stil. Han er bosiddende i en lejlighed på tredje sal på Søborg Hovedgade, og bentøjet er ikke helt, hvad det har været. Men på kondicyklen med 4Mvideo-systemet kan han alligevel virtuelt komme en tur rundt om Bagsværd sø, som han har været vant til gennem mange år.

Jens er bruger af 4Mvideo gennem Gladsaxe Kommune, og derfor kan han foreløbig kun vælge ture og ruter, som allerede ligger tilgængeligt. Er man derimod privat abonnent, kan man selv uploade fx en cykeltur med børnebørnene, som efterfølgende kan genopleves på kondicyklen.

– Jeg kan nyde de dejlige omgivelser og naturen lige dér, hvor jeg selv har gået, cyklet og løbet et hav af gange i sin tid. Jeg har jo selv været der masser af gange, og selv om jeg ikke får selve naturoplevelsen med, så er det rart at se skove og stier imens jeg motionerer. Der er originallyd på, så jeg får også fuglekvidderen med. Og endelig får jeg jo også trænet mine muskler, det kan jeg godt mærke, siger Jens Remtoft.

Ældre borgere skal holde sig i gang
Selve app’en og systemet er udviklet af direktør Erik Johannsen sammen med speciallæge i neurologi Peter Michael Nielsen, og it-udvikler Lars Rosenberg Randleff, med det formål at aktivere ældre borgere og motivere dem til at motionere, og i det hele taget holde sig i gang. Man kan som nævnt være både privatabonnent og få systemet installeret i kommunalt regi. I øjeblikket er det kun Gladsaxe Kommunes borgere, som på forsøgsbasis tester systemet. Man håber naturligvis, at idéen vil sprede sig til andre offentlige institutioner, som har med ældrepleje at gøre.

– Alt det mekaniske udstyr er standard, så vi kan holde prisen nede. Det eneste vi laver selv, er faktisk softwaren til app’en og den website, som hører til. Som start-up virksomhed solgte vi idéen til Gladsaxe Kommune efter to års udviklingsarbejde. Det er et år siden nu, og efterfølgende har vi videreudviklet produktet til vores privatkunder, forklarer Erik Johannsen.

Projektet er stadig på børnestadiet, og derfor er det nødvendigt, at man får testpersoner som Jens Remtoft til at afprøve ændringer og forbedringer.
– Vi er superglade for, at en fyr som Jens gider at lege med, fordi vi lærer en masse om, hvordan tingene fungerer i praksis, slutter Erik Johannsen.

4Mvideo
4Mvideo-appen kan hentes gratis på Google Play og Apple App Store.
Læs mere på 4mvideo.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top