Hele verden til skiskydning i Gladsaxe?
received_437480226899926.jpeg
Der var dansk deltagelse ved IBF’s ekstraordinære kongres i München. Foto: Privat
Efter en række revolutionerende ændringstiltag i det internationale skiskydningsforbund, IBF, kan der måske komme en sommer-World Cup-konkurrence til Gladsaxe

I den forgangne weekend afholdt IBF ekstraordinær kongres i München. Danmarks to repræsentanter, Christian Borch og Asger Mølgaard, var med til en historisk begivenhed, hvor en række nye initiativer nærmest har revolutioneret organisationen:

Anti-korruptionsenhed, whistleblower-funktion, kønslighedspolitik, antidoping-politik, begrænsning af præsidentens regeringstid og en anerkendelse af, at skiskydning også kan foregå på løbesko eller rulleski var blot nogle af de ændringer, som den nye præsident Olle Dahlin fra Sverige skrev under på i en hensigtserklæring.

Helt konkret betyder det, at de to Gladsaxeborgere, Christian Borch, som er sportschef for skiskytterne og Asger Mølgaard, som er skiskydningsansvarlig under Dansk Skiforbund, nu føler, at Danmarks muligheder for udvikling inden for en ellers lille sportsgren nu er steget betragteligt.

– Strategipunkterne for udvidelse af sporten er en stor sejr for sporten i Danmark. Under den forrige præsident handlede det KUN om skiskydning på sne, men under den nye strategi handler det om at udvide sporten til en helårssportsgren, inklusive ”street-biathlon” (gade-skiskydning, red.), så man også kan afholde konkurrencer, hvor deltagerne løber eller kører på rulleski, forklarer Christian Borch.

World Cup på Søborg Hovedgade?
Her nævnes København som en mulig værtsby for et World Cup-stævne i street-biathlon, og ifølge Christian Borch og Asger Mølgaard kunne det faktisk være oplagt at henlægge sådan et stævne til Søborg Hovedgade, som er lidt mere kuperet end f.eks. Rådhuspladsen. Det giver større spredning i feltet og en mere interessant konkurrence, spotsligt set. Tilskuerinteressen for sporten er dog allerede stor:

– De nye former for skiskydning passer godt ind i, hvordan sporten dyrkes i Danmark, hvor vi jo ikke har ret meget sne. Derfor er vi nødt til at satse på rulleski og løb, hvis vi skal udvikle sporten herhjemme, supplerer Asger Mølgaard.

Gladsaxe kan med rette kaldes Danmarks skiskydningsepicenter. Til det seneste VM i Östersund var der seks danske deltagere, og de fire af dem bor i Gladsaxe Kommune. Derudover kom én fra Lyngby-Taarbæk og én fra Herlev.

– Der er gode forudsætninger i området, hvor man har naturen tæt på. Historisk set kommer skiskytterne ofte fra at have dyrket langrend i Københavns Skiklub og Holte Skiklub, så der er en god tradition for, at folk i området dyrker skisport, slutter Asger Mølgaard og Christian Borch.

Organisatorisk, sportsligt og økonomisk vurderer de to skiskydningsrepræsentanter, at der ville gå et par år, før man kunne afholde et World Cup-stævne i skiskydning i Danmark, og altså eksempelvis i Gladsaxe.

IMG_20191023_113330
Christian Borch (tv) og Asger Mølgaard ser store perskektiver for skiskydning i Danmark. Så længe det ikke foregår på sne. Foto: Henrik Hvillum

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top