Historier fra det ”gamle” Gladsaxe
Forfatter.jpg
Carsten Roslyng-Jensen med sin erindringsbog om en svunden tid i Gladsaxe. Foto: Peter Kenworthy.
Carsten Roslyng-Jensen har skrevet en underfundig bog om sine drenge- og ungdomsoplevelser i Søborg og Bagsværd

Carsten Roslyng-Jensen er ikke en type, der lader sig kue. Som så mange andre gik han med en drøm om at skrive en bog. Han fik det gjort, men stødte så på det evindelige problem, som mange debutanter har: Hvem vil udgive min bog?
Efter afslag fra store forlag valgte han at gå selv. Stiftede ”Forlaget Boglex”: – Det er det hele værd, når du står med bogen i hånden, siger han.
Bogen han taler om er ”Søborgdrengens Fortællinger”. Det er personlig beretning fra Gladsaxe – naturligvis Søborg i særdeleshed samt Bagsværd, som Carstens forældre flyttede til, da de byggede et parcelhus på deres sommerhusgrund. Ja, vi er tilbage i starten af 60erne, og dengang lå der stadig sommerhuse i Bagsværd.
– Jeg har skrevet om den tid, som jeg kan huske. Dengang der kom gademusikanter og spillede i gårdene. Der kom malere og ringede på dørene for at sælge et af deres malerier. Jeg har ikke holdt mig tilbage. Det er fortællinger, historier og skrøner fra en svunden tid i Gladsaxe, siger Carsten Roslyng-Jensen.
Nogle af erindringerne er ret saftige, men sprogtonen er sober og lyrisk. Carsten Roslyng-Jensen arbejdede som lærer i mange år, men han valgte at gå på førtidspension. Det gav ham tid til at skrive. Egentlig startede han med en levnedsbeskrivelse til børnene, men det blev så sidenhen til en erindringsbog.

Frihedstekster
Det er faktisk musikken som er skyld i, at Carsten nu skriver bøger: – Jeg har altid kunnet lide at skrive. Jeg var forsanger i rockband, og jeg skrev vores tekster. Det var sådan en slags små historier – blandt andet om den irske Easter Rising og om indianeroprøret. Vi var vel nærmest et ”frihedsband”, siger Carsten Roslyng.
Carsten Roslyng bor i dag i Nexø på Bornholm. Han har blandt andet skrevet en digtsamling ”Nexø Betragtninger”, som han har fået den store boghandel William Dam i Rønne til at hjemtage. I år har han så skrevet og udgivet en kriminalroman ”Escort til helvede”. En lille smart krimi i et håndterbart format, så den kan gå lige i en jakkelomme.
– Uhha, jeg har så mange ideer. Meningen er, at jeg ligesom Dan Turèll vil skrive en kriminaltrilogi, men han endte vist med at skrive 12 krimier. Jeg har allerede de overordnede temaer til de to næste bøger. Den næste skal handle om doping i motionscentre, og derefter vil jeg sætte fokus på stofmisbruget i Udkantsdanmark, siger Carsten Roslyng-Jensen.
Forfatteren fra Bornholm har også planlagt at digte videre på sin fars memoirer: – Han skrev kontinuerligt fra 1920 til 1931, men så stoppede han lige pludselig. Nu vil jeg digte videre herfra.
Et andet projekt er en novellesamling om Gladsaxe, som naturligvis skal adskille sig fra ”Søborgdrengens Fortællinger”.
Hvis du skulle have lyst til at læse Carsten Roslyng-Jensens erindringsbog om Søborg, så nytter det ikke, at du henvender dig på Gladsaxe Hovedbibliotek: – Nej, de havde ikke lyst til at indkøbe min bog.
Til gengæld forhandles bogen af Lyra Musik på Klausdalsbrovej 82 og hos Bog & Idé på Søborg Hovedgade.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top