Hun fører kniven til guldmedalje
Slagter-1.jpg
Rikke Cecilie Mørch Hansen og hendes kæreste Morten skal på jordomrejse om et halvt år. Foto: Peter Kenworthy.
Rikke Cecilie Mørch Hansen kommer fra en slagterfamilie. For nylig vandt hun guldmedalje ved den afsluttende svendeprøve

Rikke Cecilies oldefar var slagter. Lige så var hendes far, morbror og morfar.
Man kan sige, at 26-årige Rikke Cecilie Mørch Hansen fra Mørkhøj kommer fra en rigtig slagterfamilie. Hun er fjerdegeneration. Da hun skulle op til svendeprøven havde hun morfars bowler på. Bowleren hører slagterfaget til.
I 25 år havde der ikke været uddelt guldmedalje på Sjælland, men den erobrede Rikke Cecilie Mørch Hansen. Dermed overtrumfede hun morbror, der havde vundet sølv, og far, der havde vundet bronze.
Rikke Cecilie er blevet ”gourmetslagter med speciale i delikatesser”. Hun var oppe i fire discipliner: 1) En tre retters menu; 2) Butiksoverlevering med salg, service og kundebehandling; 3) ”Convenience to go” – færdigretter til ovn og take away samt 4) Brødprodukter – smørrebrød og sandwich.

Råbt op som den sidste
Rikke Cecilie modtog fire 12-taller. Karaktererne blev først oplyst ved dimissionen. Det var den ældste skuemester som foretog navneopråbet. Efterhånden som der var færre og færre tilbage, begyndte sandheden så småt at gå op for Rikke Cecilie: – Jeg sad og blev helt dårlig, griner hun. Rikke Cecilie Mørch Hansens navn blev råbt op som det sidste. Guldmedalje!
– Min mor blev utrolig stolt. Hun havde også sørget for at sætte min morfars bowler i stand. Jeg kunne godt have tænkt mig, at min far havde levet, så han kunne have oplevet det. Da jeg var lille, lavede vi altid mad sammen, siger guldmedaljevinderen.
Oprindelig er Rikke Cecilie uddannet massør, men slagterfaget trak alligevel i sidste ende: – jeg kan godt massere til lidt kobekød, siger hun med et smil.
– Jeg elsker at lave mad. Heldigvis er min kæreste Morten uddannet kok, og han arbejder i restaurantkæden Cofoco, så mad er vores store interesse. I fritiden laver jeg både konfirmations- og bryllupskager til familie og venner, siger hun.

Ud at rejse
Uddannelsen som slagter tager tre og et halvt år. Rikke Cecilie har gået på Roskilde Slagteriskole med praktik hos Slagter Frimann i Roskilde, som hun som uddannet slagter fortsætter hos. Hun har dog meddelt sin arbejdsgiver, at hun stopper til februar:
– Morten og jeg tager ud at rejse i et år. Vi starter med at tage til Rusland og tager derfra videre til Japan og andre dele af Asien, og så er planen, at vi rejser Jorden rundt. Nu skal vi lige spare yderligere penge sammen, siger guldvinderen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top