Jammerligt
AB-Jammerbugt-Ellegaard-SMALL.jpg
AB slog sig på Jammerbugt på Gladsaxe Stadion. Her er det Frederik Ellegaard der må en tur i græsset. Foto: Peter Kenworthy
AB Gladsaxe tabte for tredje hjemmekamp i træk til et jysk hold. Denne gang 0-1 mod Jammerbugt

AB startede langsomt hjemme mod Jammerbugt, der spillede med musklerne og pressede akademikerne højt op på banen. Målmand Oliver Thorup, der erstattede Jonathan Fischer, som var med U19-landsholdet i Irland, måtte således diske op med flere gode redninger i starten af kampen.

Faktisk skulle vi hen omkring den halve time, før AB fik noget der lignede en chance. Men ingen af de grønblusede i feltet fik en fod på Seejou Kings farlige indlæg.

Og første halvleg bød faktisk på langt flere gule kort og hårde tacklinger end gode AB-opspil eller chancer. To kort til gæsterne og et enkelt til Seejou King. Og der skulle komme flere.

I anden halvleg fik de 377 tilskuere mere for pengene, men det var i de første 20-25 minutter stadig med Jammerbugt som toneangivende – både målt på chancer og gule kort.

Thorup måtte således ud i fuld længde for at redde efter et hurtigt Jammerbugt-kontra efter 52 minutter, og minuttet efter ramte udeholdet overliggeren.

Ti minutter senere fik Jammerbugt så bolden i kassen, efter at et indlæg i AB’s venstre side fik lov at passere hele vejen over til Bardhec Bytyqi, som bare skulle sætte en fod på for at bringe Jammerbugt fortjent foran med 1-0

AB vågnede for sent
Målet vækkede de grønblusede fra Gladsaxe, og efter 70 minutter fandt Frederik Ellegaard Daniel Warmbach i feltet, som skød lige forbi mål. Fem minutter senere fik AB endnu en stor chance, da Ellegaard trak ind i feltet – men han afsluttede lige på målmand Emil Kobberup.

Minuttet efter driblede indskiftede Oussama Djafer-Bey forbi udeholdets Mads Larsen, som nedlagde den unge AB’er og fik sit andet gule kort.

Akademikerne belejrede nærmest Jammerbugts mål i det sidste kvarter. Men chancer til Warmbach og Adnan Curovic satte ikke rigtigt Jammerbugt-målmanden på prøve, og AB’erne måtte for tredje hjemmekamp i træk gå fra banen uden point.

AB ligger nu nummer fire i 2. division vest, fem point efter førerholdet Aarhus Fremad, som akademikerne ellers slog 1-3 på udebane i sidste uge, efter en pragtpræstation.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top