Sammen gør vi Gladsaxe grønnere
Gladsaxe er i vækst og udtjente erhvervsarealer, bliver omdannet til ny, blandet by. I Byrådet er vi enige om, at vi ønsker en by med masser af grønt

Af Trine Græse, borgmester

Gladsaxe er i vækst og udtjente erhvervsarealer, bliver omdannet til ny, blandet by. I Byrådet er vi enige om, at vi ønsker en by med masser af grønt. Søborg Torv er lige blevet renoveret og har fået et væsentligt grønnere udtryk og i Bagsværd Bymidte har vi plantet flere træer og skabt grønnere vejhjørner og rabatter. Med det nye budget har vi fremrykket vores investering i træer på Buddinge og Bagsværd Hovedgade, vi har afsat penge til en forskønnelse af Søborg Hovedgade og vi har prioriteret flere penge til grøn forskønnelse af byen generelt, så vi kan indarbejde det grønne i alt, hvad vi gør.

Vi er for anden gang blandt de 100 bedste byer til at arbejde nyskabende med vores klimaløsninger, denne gang med Kong Hans Have, fordi vi har fokus på grønne, rekreative overfladeløsninger. Vi har anlagt grønne klimaveje i et villakvarter i Bagsværd, hvor grøfter og bede samtidig medvirker til at undgå oversvømmelser. Og jeg kunne blive ved. Samtidig er vi optagede af at få borgernes input til de konkrete løsninger, så vi skaber en by, de også synes er god at leve og bo i. Så Henrik Sørensen behøver ikke bekymre sig. Der har aldrig været så stor fokus på det grønne i Gladsaxe, som der er lige nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top