Lørdag mødte AB topholdet i 2. division vest, Aarhus Fremad, i smilets by. Og det var akademikerne fra Gladsaxe der kunne smile mest efter kampen.
Ekstra Bladets livesending viste godt nok kun det mørke Jylland – en sort skærm – i de første 40 minutter. Så de af de grønblusedes fans, der ikke havde taget turen til Riisvangen Stadion, gik glip af Sylvester Seegers klassemål til 0-1 efter 34 minutter.
Til gengæld var der hul igennem i anden halvleg, da Frederik Ellegaard efter 79 minutter spillede Yonas Nielsen fri til en stor chance, og da Ellegaard selv driblede forbi en Fremad-forsvarer og bankede bolden forbi målmand Elias Olafsson til 0-2, bare to minutter senere.
Godt nok reducerede århusianerne med tre minutter igen, men minuttet efter sikrede Sylvester Seegar-Hansen sejren for AB, da han bankede bolden op i krydset til 1-3 fra en spids vinkel.
– Vi er virkelig disciplinerede i dag og det belønner sig. Vi har nu en baseline for hvordan vores indsats som minimum skal være, udtalte AB-træner, Patrick Braune, efter kampen.