Dyre minimumsnormeringer
Minimumsnormeringer vil øge forældrebetalingen med tusindvis af kroner årligt, siger CEPOS. Det vigtigste er at børnene er trygge, svarer BUPL

Hvis et flertal i Folketinget bliver enige om at indføre minimumsnormeringer i landets daginstitutioner, vil det koste skatteyderne 2,1 milliarder kroner, fordi få kommuner lever op til kravene, skriver den borgerligt-liberale tænketank, CEPOS, i en pressemeddelelse sidste uge. I Gladsaxe Kommune vil den årlige stigning i daginstitutionstaksten, ifølge CEPOS, ligge på 4.564 kroner for vuggestuebørn og 3.062 kroner for børnehavebørn.

– Ifølge Dagtilbudsloven må forældrebetalingen maksimalt udgøre 25 procent af daginstitutionernes udgifter. I næsten samtlige kommuner har man ramt loftet for forældrebetalingen på decimalen. Men hvis Regeringen tilfører yderligere 2,1 milliarder kroner til området, så betyder det, at kommunerne må lade forældrebetalingen stige yderligere, siger velfærdspolitisk chef i CEPOS, Mia Amalie Holstein.

BUPL, der har kæmpet for at få indført minimumsnormeringer, mener dog ikke at forældrebetalingen er det væsentlige lige nu.

– Jeg tvivler på at det bliver så voldsomt som CEPOS siger. Det væsentlige for BUPL er at minimumsnormeringerne bliver indført, at børnene er trygge og sikre i deres institution, og at de får et godt børneliv, siger politisk kommuneansvarlig for Gladsaxe i BUPL, Randi Tielbo.
pk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top