Gæster fra Sydafrika
Gæster-fra-Sydafrika.jpg
De fire sydafrikanske elever hyggede sig med de danske elever. Foto: Privat.
Skolelever fra Cape Town besøgte lokale skoler og rådhuset

De danske UNESCO-asp skoler havde inviteret til ungdomskonferencen ”Global Camp” 26. oktober til 2. november. En del af Global Camp foregik i København, men et par af dagene kom de internationale gæster på besøg på de deltagende UNESCO-skoler.

I den forbindelse fik Bagsværd Kostskoles globale klasse tirsdag besøg af den sydafrikanske delegation fra Hector Peterson Secondary School i Cape Town, Sydafrika.
Delegationen var også på Gladsaxe Gymnasium, hvor de blev budt velkommen af skolens Vicerektor, Anne Krarup, samt to af skolens UNESCO-lærere og udvalgte elever. Gladsaxe Gymnasium sørgede for privat indkvartering til de sydafrikanske elever.

Sydafrikanerne var også på besøg på Rådhuset, hvor delegationen blev modtaget af Borgmester Trine Græse, der fortalte om, hvordan lokalpolitik fungerer i Danmark og om kommunens arbejde med FN’s verdensmål.

Det gjorde stort indtryk på dem at besøge Gladsaxe Rådhus og ikke mindst at blive taget imod af en borgmester. Den sydafrikanske delegation havde fire elever med, der aldrig før havde været udenfor Sydafrika, og selvom der er frygteligt koldt i Danmark, så syntes de, det var enormt spændende at besøge Danmark.

Der er ingen tvivl om, at det var nogle lærerige dage for både danskere og den sydafrikanske delegation. Sydafrikanerne var meget imponerede over den danske cykelkultur, de gode fysiske rammer på Gladsaxe Gymnasium, hvor lidt kriminalitet fylder i samfundet, og over hvor godt vores offentlige transport fungerer, fortæller UNESCO-lærer fra Gladsaxe Gymnasium, Gry Emilie Hansen. – Selvom vi er forskellige, så har vi dog også meget til fælles, og vi nåede at grine meget sammen.

Og de sydafrikanske elever var på mange måder ligesom unge alle andre steder. Vi danskere blev dog også mindet om, at eksempelvis mål et om afskaffelse af fattigdom ikke kun handler om at afholde indsamlinger og genbruge. Det handler også om, at det er altafgørende at have lige mulighed for uddannelse og viden, tilføjede hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top