Hvor var vandet?
Vandet var væk i timevis i store dele af Bagsværd

En sprængt vandledning ved Bagsværd Vandværk gjorde at mange i Bagsværd ikke havde vand fra 14-15 tiden torsdag.
Klokken 19.30 informerede Novafos om, at man arbejdede på højtryk for at løse problemet, men at man havde svært ved at give en præcis melding om hvornår der igen var vand. Vandet kom først igen ved 23-tiden.
– Under reparationen opstod der desværre tekniske udfordringer, så vi måtte forlænge den periode, hvor forbrugerne var uden vand, og det beklager vi, udtaler vandchef i Novafos, Bo Lindhardt.

– Vi har repareret bruddet og åbner nu langsomt for vandet til området for at undgå at belaste ledningsnettet yderligere. Der kan forekomme misfarvet vand, som ikke er sundhedsskadeligt, fortalte Novafos på deres hjemmeside.

Tilbage i marts fortalte Bo Lindhardt, at Novafos forventer forstyrrelser i form af brud og renoveringer af vandledningerne i de næste mange år, fordi meget af ledningsnettet er ved at blive nedbrudt, og at nettet løbende er ved at blive udskiftet.

Novafos blev etableret i efteråret 2016, da Gladsaxe og otte andre sjællandske kommuner besluttede at samle deres vandforsyningsselskaber i et nyt fælles vandselskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top