- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Julestue i Søborgmagle Kirke

Julestuen i Søborgmagle Kirke den 1. december er en af de faste traditioner, som hvert år indleder adventstiden – med masser af julestemning, duften af gran og æbleskiver, juleklip, boder, lotteri og dejlig julemusik.

Dagen begynder med en festlig adventsgudstjeneste kl. 11.00, hvor årets minikonfirmander medvirker – og bagefter åbner julestuens boder med salg af flotte og nyttige ting fremstillet af frivillige i alle aldre. Traditionen tro byder julestuen også på en stemningsfuld julekoncert, i år med Bagsværd Kirkes ungdomskor, Commotio Ensemblet, som synger traditionel, men også ny og iørefaldende julemusik. Der er gratis adgang til koncerten.

Efter koncerten åbner julestuens café og boder igen – og dagen rundes af med udtrækning af lotteriet, inden julestuen slutter kl. 16. Overskuddet af julestuen deles mellem Julehjælp i Gladsaxe (Gladsaxe frivillige Julekomité) og Søborgmagle Sogns Menighedsplejes arbejde blandt ældre, samt Dansk-Indisk Børnehjælp og Mission Øst.