Lige ved og næsten
Jonathan-Fischer-AB-Esbjerg_s.jpg
Jonathan Fischer stod en pragtkamp i AB-målet, men kunne ikke afværge to sene Esbjerg-scoringer. Foto: Peter Kenworthy
AB Gladsaxe var tæt på at slå Esbjerg ud af pokalen. Men kræfterne slap op til sidst, og vestjyderne vandt 2-1 på to sene mål

Det er længe siden at AB har været i ottendedelsfinalen i pokalturneringen. Men superligaholdet Esbjerg ville ikke tage let på opgaven på Gladsaxe Stadion, forsikrede den nye Esbjerg-træner, Lars Olsen.

I første halvleg kunne de 900 tilskuere dog ikke se forskel på 2. division og superliga. AB startede bedst, og skabte kampens første rigtige chance i det 21. minut. Men Esbjerg-målmand Mathias Rosenørn parrerede Yonas Nielsens skud.

Og selvom Esbjerg kom bedre med i kampen, og var tæt på et par gange, var det akademikerne der ikke ufortjent bragte sig foran i det 36.minut.

Efter et opspil lige efter fodboldens abc, hvor Esbjerg simpelthen blev overspillet, endte bolden hos Frederik Ellegaard. Han headede bolden videre til Nichlas Rohde, der var kommet med i feltet, og Rohde bankede resolut bolden i kassen til 1-0.

I anden halvleg var det dog som om de grønblusede AB-spilleres kræfter stille og roligt slap op. Og selvom Jonathan Fischer stod en brandkamp i AB-målet, med flere pragtredninger, og resten af holdet kæmpede forbilledligt, trak det op til en Esbjerg-udligning.

Vestjyderne overtog mere og mere af spillet, og belejrede i de sidste tyve minutter på det nærmeste akademikernes mål.

Med to minutter igen gik den ikke længere, og Yuriy Yakovenko fik prikket bolden forbi Jonathan Fischer til 1-1. I dommerens tillægstid landede en returbold for fødderne af Jacob Lungi Sørensen, som  sparkede Esbjerg på 2-1 via et par AB-fødder.

AB pressede desperat på for en udligning i de døende minutter. Og langt inde i dommerens overtid stod Yonas Nielsen pludselig fri i feltet, men hans skud røg over Esbjerg-målet – og flere chancer fik akademikerne ikke, for lige efter fløjtede dommeren kampen af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top