Lommepengejob giver unge en god start
foto-lommepengejob.jpg
Lommepengejobberne i DABs Værebro Park-afdeling har tjek på tingene. Foto: Matilde Haaning
I efterårsferien afholdte Værebro Park skateworkshop for de unge beboere. Professionelle skatere viste tricks, og bagefter kunne de unge prøve kræfter med det. Udstyret blev udlånt af såkaldte lommepengejobbere fra boligområdet

En af dem er Josip Jon, som er 18 år og går i skole. – Vi holder øje med børnene og hjælper dem med benbeskyttere, hjelme og at finde det udstyr, de gerne vil have. Det er meget hyggeligt, fortæller han.
– Der kommer normalt 10-12 børn og leger. Men da vi havde skate-workshop i efterårsferien, var der 60 børn her, siger Josib.

Han og de 20 kollegaer på 13-18 år arbejder et par gange om ugen efter skoletid. Udover at udlåne sportsudstyr omdeler de tryksager, arbejder i cafeen, passer børn og holder rent. Projektet administreres af boligselskabet DAB, og finansieres delvist af afdelingsbestyrelsen og den boligsociale helhedsplan.

Skabe hele mennesker
– Formålet er at forberede de unge på arbejdsmarkedet. Det giver dem en forståelse af, hvad der forventes: At møde til tiden, være stabil, udvise høflighed og selvtillid, fortæller Anders Knigge, der leder projektet i Værebro Park. – Det er vigtigt, at det første job er en succes. Her har vi en lidt højere tolerance, og man får en hånd med. Det handler ikke så meget om, hvad vi producerer, men om at der kommer hele mennesker ud af det, fastslår Anders.

– Og så har lyssky forretninger sværere ved at rekruttere de unge, fordi de tjener deres egne penge, og fordi de har noget bedre at give sig til, siger Anders.

Større chance for arbejde og mindre kriminalitet
En undersøgelse fra forskningsinstituttet VIVE viser, at projektet nytter. Unge, der har haft lommepengejob under en boligsocial helhedsplan, har tre gange større chance for at få et almindeligt fritidsjob og fastholde det året efter. Og kriminaliteten blandt 10-14-årige i udsatte boligområder er faldet med 27% fra 2011-2017. VIVE vurderer, at det blandt andet skyldes lommepengejobbene og deres indsats for at udvikle de unges sociale, personlige og faglige kompetencer.

– Jeg har lært at tage ansvar, konkluderer Josib. Når han på et tidspunkt begynder på en uddannelse, regner han med at fortsætte i en andet lommepengejob. Måske i en café eller som it-supporter – han er nemlig også ret god til it.

Kilde: Jesper Jensen. Kommunikationsmedarbejder, DAB Værebro Park

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top