Lyt til borgerne og brug den sunde fornuft
Navneskiftet fra Taxvej til Erhard Jacobsens Vej er uden sund fornuft og meget dyrt.

Bente Woldsgaard, Helleskrænten 3

Navneskiftet fra Taxvej til Erhard Jacobsens Vej er uden sund fornuft og meget dyrt. I byrådsreferatet fra den 26. juni 2019 fremgår det at der var et knebent flertal i byrådet for at vedtage forslaget.

At Økonomiudvalget anbefaler at følge flertalsbeslutningen fra Trafik- og Teknikudvalget om at vælge Taxvej frem for den først forslåede, Kontorvej, tyder ikke på, at man har regnet på udgifterne for navneændring, og har taget det økonomiske ansvar for at bruge borgernes penge på en fornuftig måde.

På Taxvej ligger Bakkegården, Cathrinegården, Bakkeskolen, Bakkely og Taxhøj samt Bagsværd Kirke. Måske omkring 300 udsatte borgere er tilknyttet adresser på Taxvej. Alle, der har prøvet at flytte til en ny adresse ved hvor dyrt og besværligt det er.

Beboerne på Bakkagården og Cathrinegården kan ikke selv medvirke til at få ændret deres adresse nogen steder. Der skal bestilles og betales for nyt sygesikringskort, ændres adresse hos Udbetaling Danmark, hos læger og banker, i alle borgerens sager hos de instanser, som varetager deres personlige forhold. Det får konsekvenser for mange hundrede pårørende og administrationen på institutionerne.

Udgifter som kan undgås, bør føre til eftertanke. Ændringer som påfører svage borgere unødige vanskeligheder må der vises forståelse overfor, og om muligt bør de undgås. Kommunen kalder Bagsværd en demensvenlig bydel.

Erhard Jacobsens Vej vil være en attraktiv adresse, og der bygges meget i disse år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top