annonce
Ny bæredygtig bydel
Byrådet er gået i tænkeboks, efter de nye højhuse i Bagsværd står færdige, for hvordan skal resten af Bagsværd Bypark se ud

Martin Skou Heidemann, Søhuse 1, Bagsværd, Byrådsmedlem for Venstre

Byrådet er gået i tænkeboks, efter de nye højhuse i Bagsværd står færdige, for hvordan skal resten af Bagsværd Bypark se ud. Der er efterhånden enighed om, at der ikke skal være flere 12 etagers højhuse, og derfor skal helhedsplanen for området justeres.

I Venstre synes vi, det er oplagt, at nye ejendomme i dette område fremover opføres langt mere bæredygtigt. Måske kunne resten af Bagsværd Bypark ligefrem blive et eksempel på god bæredygtig CO2-venlig byggestil.

Bygninger skulle opføres med træ som det bærende element i stedet for beton og stål. Måske med rigtige taghaver og træfacader eller facader med masser af grønne planter. Det vil ændre en stor CO2-belastning til det modsatte. Vi tror også, at mange gerne vil bo i bæredygtige bygninger.

I andre kommuner er man allerede gået i gang med CO2-venligt byggeri, og udviklingen er ved at tage fart, fordi teknologien er på plads.

Der er heller ingen grund til at fortsætte med høje, kedelige blokke i tvivlsom kvalitet. Dem findes der rigeligt af mange andre steder.

Gladsaxe Kommune vil jo gerne markere sig med verdensmål og bæredygtighed. En ny grøn træbaseret bæredygtig bydel opført i Bagsværd Bypark er et bud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top