På Pokemon-jagt i Bagsværd
pokemonjægere.jpg
Både unge, gamle, store, små og diverse hunde mødes hver onsdag til Pokémon-jagt i Bagsværd. Foto: Jesper Jensen
En række skummelt udseende nørder i alle aldre og størrelser traver hver onsdag rundt i ly af mørket i Bagsværd. Umiddelbart uden noget formål, men i virkeligheden forholder det sig helt anderledes. De er nemlig ude på en mission, og Gladsaxe Bladet tog med, for at finde ud af, hvad det handler om

De fleste børn har på et tidspunkt stiftet bekendtskab med Pokémon Go, hvor man på sin computer, tablet eller smartphone skal fange, kæmpe med og træne virtuelle Pokémons, som forekommer i den virkelige verden.

For et par år siden afstedkom det nærmest kaotiske scener i bybilledet, når både børn og voksne gik rundt med næsen i deres telefoner og jagtede Pokémons på fortove, cykelstier og veje. Ofte stødte de ind i hinanden eller diverse lygtepæle. Selv om nyhedens interesse for spillet er aftaget en smule, er det stadig big business for de mange, som stadig er fuldstændig opslugt af at fange de genstridige monstre.

Entusiasterne er der mange af i Bagsværd, og flere gange ugentligt mødes adskillige entusiaster for at trave byen rundt for at fange de virtuelle Pokémons. Denne onsdag har ca. 25 entusiaster forsamlet sig på Bagsværdvej ved søen for at hjælpe hinanden med at indfange dagens to objekter, som dels befinder sig ved vandværket, og dels lidt længere væk, på kirkegården.
Her er mennesker i alle aldre, børn, unge ”nørder”, familiefædre og lidt ældre damer på ca.60 år. Man hører også stemmer med en umiskendelig bred amerikansk accent blandt deltagerne.

– Meningen med det hele er at fange Pokémons, men nogen af dem kan man ikke klare på egen hånd, så skaberne har også indbygget noget socialt i spillet. Derfor er de fleste stop også lagt omkring kirker, legepladser og andre offentlige samlingssteder, som betyder meget i USA, hvor det jo kommer fra, fortæller Jesper Jensen, som står for koordineringen af Bagsværds helt egen Pokémon-gruppe, hvilket primært foregår på Facebook.

50 kilometers gåtur om ugen
I samlet flok, og med hyggesnak mellem ung og gammel, går man nu ud på dagens ”raid”. Man kan i princippet jagte Pokémons hver dag, og de mest entusiastiske jægere ender ofte med at gå mellem 30 og 50 km om ugen, alene på ”raids”.

Et fælles-event som dette foregår dog kun én gang om ugen, fordi målet er en særlig sjælden Pokémon, som man ikke kan fange på egen hånd.

– Man får også nogle belønninger i spillet ved f.eks. at komme over de 50 kilometers gang, koste hvad det vil. Spillet aktiverer simpelthen den skridttæller, der er i telefonen. Hvis folk er entusiastiske nok, kan man spørge ud på Facebook-gruppen, om der er nogen, der vil med rundt om søen, så man får gået lidt ekstra. Vores gruppe er meget fokuseret på det sociale element, men i andre byer er man måske mere samlet omkring selve spillet. Alle byer i landet har mindst én Pokémon-gruppe, forklarer Jesper Jensen.

Hans 11-årige søn Felix har allerede tre års erfaring som Pokémon-jæger, og han er også med på aftenens tur, selv om efterårskulden bider i de røde næser og mørket har sænket sig og har skabt en halloween-lignende uhygge-stemning.

– Jeg har spillet siden jeg var lille, og nu kan jeg gå rundt sammen med min far og fange nye Pokémons. Det er fedt at komme ud sammen med andre mennesker og man bliver glad, når man fanger én, siger Felix inden gruppen bevæger sig ud på aftenens mission. Pokémon er en god forretning. Ifølge Jesper Jensen tjente firmaet bag spillet 800 mio. dollars (5,3 mia. danske kroner) alene i 2018.

pokemon
Man kan både fange, kæmpe imod og træne en Pokémon. Foto: Jesper Jensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top