Sådan bliver du 100
Henning Kirk holder foredrag om at blive 100 år til temamøde i Seniorrådet

Danskernes middellevetid har aldrig været højere, end den er nu – og den vokser stadig. Ifølge Danmarks Statistik er der over 1000 nulevende danskere der har passeret de 100 år, hvilket er rekordmange. Og om 30-40 år kan dette tal være fordoblet.

Men hvad er årsagen til denne udvikling – og er der noget særligt, der kendetegner de mennesker der bliver 100 år?

Seniorrådet i Gladsaxe har til sit temamøde, der afholdes på Kildegården den 2. december 14-16, engageret Henning Kirk, der er tidligere leder af Gerontologisk Institut (forskning i alderdom) til et foredrag om at blive 100 år. Henning Kirk modtog i 2014 Dansk Ældreråds hæderspris for sin indsats for at formidle viden om aldring og ældre.

I sit foredrag vil han pejle sig ind på faktorer der har betydning for en høj levealder, ud fra den nyere forskning om befolkningens udvikling.

Tilsyneladende er ikke mindst mentale ressourcer afgørende, og Henning Kirk vil illustrere dette med fortællinger om danske 100-årige, samt komme ind på samfundsmæssige perspektiver af en høj levealder. For eksempel hvor længe vi skal blive på arbejdsmarkedet, når flere og flere lever til de er over 100.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top