Region Hovedstadens Lederpris 2019 går til ledende oversygeplejerske Susanne Juul fra Herlev og Gentofte Hospitals Akutmodtagelse og leder af Visitationen i Gladsaxe Kommune, Sofie Seemann.
Vinderne viser hvordan man i praksis skaber et mere sammenhængende sundhedsvæsen, hvor akutmodtagelsen på Herlev Hospital, sammen med Gladsaxe Kommune, har fundet en enkel løsning på samarbejdet, skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.
Susanne Juul og Sofie Seemann vinder prisen for konceptet Nem Vej – et samarbejde, hvor hospitalet kan ringe på et direkte nummer til en sygeplejerske i kommunen og få at vide, om kommunen kender patienterne og hvilken hjælp, de får. På den måde skal hospitalet kunne sikre den bedste pleje og behandling af patienten under indlæggelsen.
– Det er klart en fordel at vi er bekendt med, at borgeren har været indlagt, så vi faktisk kan nå at gribe nogle af de her mennesker, så de ikke mangler hjælp, eller vi kan sætte nogle forbyggende foranstaltninger i gang, fortæller Sofie Seemann.
pk