Skærmtrolde bliver dårligere læsere
iPad-COLOURBOX32256053.jpg
Når man skal lære at læse, er det bedre at læse i bøger end på tabletten, siger ny undersøgelse. Foto: Colourbox.
Papir er bedre end skærm når børnene skal lære at læse, siger ny undersøgelse

Man kan bruge sin tablet, computer eller mobiltelefon til mange ting. Men når man skal lære at læse, er det bedre at læse en bog – sådan en lavet af pap og papir. Børn bliver nemlig dårligere læsere, hvis for meget af læsningen foregår på iPad og læringsplatform.

Det er er en af konklusionerne i den nye undersøgelse, ePirls, som er den første store internationale undersøgelse af hvordan skolebørn påvirkes af digital læsning. Over 2.500 danske 4.klasseselever har fået målt deres læsekompetence.

– Vi ser, at det tilsyneladende giver bagslag at læse elektroniske tekster hyppigt i undervisningen … Elever, der bliver bedt om at læse elektroniske tekster hver dag eller næsten hver dag, læser signifikant dårligere end elever, der gør dette mindre hyppigt, kan man læse i den danske del af rapporten.

– Danske 10-årige elever er gode til at læse på en skærm. Men vi opøver de grundlæggende læsekompetencer ved at læse på papir … Det er stadig de samme råd, der gælder, når børn skal lære at læse: De skal læse en masse bøger, og de skal læse om noget, de synes er interessant, skriver Danmarks Pædagogiske Universitet i en pressemeddelelse i forbindelse med lanceringen af rapporten.

iPad-skoler
Undersøgelsen pointerer desuden, at eleverne læser mindre end tidligere, samt at antallet af elever der nyder at læse er faldende, hvilket kædes sammen med at børnene læser mere og mere på skærmen og mindre på papir.

Der er stor forskel fra kommune til kommune på, hvor meget eksempelvis iPads bruges i undervisningen, pointeres det desuden i rapporten. Her fremhæves Gladsaxe Kommune som en kommune, der har ”satset stort på let adgang til brug af digitale læremidler”.

Rapporten beskriver også, hvordan et voksende antal skoler rundt om i landet har investeret i at forsyne skolens især indskolings­ og til dels mellemtrinselever med hver deres tablet – især iPads – og at disse skoler omtales som ”iPad­-skoler”.

Danmark er blandt de europæiske lande, hvor børnene bruger mest tid foran skærmen.
pk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top