TV-narkoaktion i Høje Gladsaxe
Høje-Gladsaxe-24-17.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Høje Gladsaxes fordele og fortræffeligheder kom ikke med i TV3’s udsendelse, Politistyrken. Foto: Kaj Bonne.
TV3’s udsendelse, Politistyrken, viste bagsiden af Høje Gladsaxe. Men udsendelsen er en del af en specifik narkoindsats, som ligger måneder tilbage, siger politiet

I sidste uge var Høje Gladsaxe med i TV3’s udsendelse, Politistyrken, til ”dagens store narkoaktion”. Her fulgte man betjente fra Københavns Vestegns Politi, der havde fået et tip om hvad man kaldte ”åbenlys narkosalg”.
Det endte med at en politimand på cykel stoppede flere mistænkte, efter at de var stukket af og ”en gruppe unge tilskuere” blev ”ved med at blande sig”.

En af dem bliver visiteret, og politiet fandt et større pengebeløb som blev beslaglagt. En anden viste sig at have adskillige telefoner, som politifolkene i udsendelsen kalder ”salgstelefoner”, og kokain på sig.

Ikke frit lejde
Politikommissær i lokalpolitiet, Klaus Mortensen, siger til Gladsaxe Bladet, at det man kan se i udsendelsen er en del af en specifik narkoindsats, som lægger måneder tilbage.
– Det er ikke et udtryk for en nuværende problemstilling. Vi lægger stadig vægt på trygheden i Høje Gladsaxe. Vi har haft fokus på utryghedsskabende borgere og adfærd, og lægger indsatsen der hvor utrygheden er, siger Klaus Mortensen.

Han tilføjer, at hvis der er noget utrygt i Høje Gladsaxe, som man mener at der ikke er fokus på nu, skal man endelig kontakte politiet.
Jesper Loose Smith, der er forretningsfører for fællesdriften af Høje Gladsaxe, mener at det ikke er så mærkeligt, at der er lidt kriminalitet, når små 4.000 mennesker bor tæt sammen. Det er jo som en mindre provinsby, og der foregår jo også narkosalg i provinsbyer på denne størrelse, fortæller han.

– At udsendelsen kan give folk der aldrig har sat deres ben i Høje Gladsaxe en negative opfattelse af Høje Gladsaxe, er jo en af de betingelser vi må leve med. Men vi vælger at se det ud fra at politiet tager affære og udfordringerne bliver løst rigtig godt. Og som et eksempel på et rigtig godt samarbejde mellem de lokale aktører: Boligorganisationerne, den boligsociale helhedsplan, kommunen og politiet, siger Jesper Loose Smith.

– Høje Gladsaxe er et fantastisk område med lange ventelister, grønne områder og mange aktiviteter for områdets børn. Og politiet kører jo rundt på cykel i udsendelsen og taler med folk. Så vores beboere kan jo se at politiet er til stede og gør noget, og det giver tryghed. Og de unge kan se at der ikke bare er frit lejde i Høje Gladsaxe, men at deres handlinger har konsekvenser, tilføjer han.

Tryghed i fokus
Københavns Vestegns Politi har sat fokus på trygheden i Høje Gladsaxe efter en såkaldt tryghedsvandring den 30. april, hvor beboere, beboerforening, erhvervsdrivende, borgmesteren, boligselskaberne sammen med kommune og de lokale betjente gik rundt og diskuterede tryghed i området.

En strategisk samarbejdsaftale om en boligsocial indsats i Høje Gladsaxe mellem Gladsaxe Kommune og boligselskaberne i området, arbejder med forebyggelse og forældreansvar, tryghed og trivsel og en kriminalpræventiv indsats.

Ifølge den strategiske samarbejdsaftale er tryghedsniveauet i Høje Gladsaxe lavere end i Københavns Vestegns politikreds generelt, selvom hærværksomkostninger er faldende og lavt sammenlignet med andre såkaldte udsatte boligområder.

Tilliden til politiet er stigende, mens andelen af 10-17 årige, som er blevet sigtet mindst én gang for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer er over det kommunale niveau.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top