Undervisningen har stor effekt
Atheneskolen-01-48-19.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Selvom Atheneskolen scorer højt på undervisningseffekt, har skolen trivslen i højsædet, mener skoleleder Jeppe Lilholt (til venstre). Foto: Kaj Bonne.
Atheneskolen ligger i top målt på undervisningseffekt

Der er stor forskel på, hvor gode Danmarks over 1.400 grundskoler er til øge deres elevers karaktergennemsnit, set i forhold til elevernes socioøkonomiske baggrund – også kaldet undervisningseffekten.

Ifølge den borgerligt-liberale tænketank, Cepos, ligger friskolen Atheneskolen på Rosenkæret i Søborg på en sjetteplads over skoler med bedst undervisningseffekt i skoleåret 2018/19, og helt i top, hvis man måler for de sidste tre skoleår.

Skoleleder på Atheneskolen, Jeppe Lilholt, fortæller dog at det er trivslen, og ikke de høje karakterer, der er i højsædet på Atheneskolen.

– Atheneskolen er sat i verden for at give højt begavede børn et bedre liv, og det gør vi ved at sætte trivslen i fokus. Når børn trives og føler sig set og forstået, så er undervisningen og læringen blevet til et trivselsfællesskab, hvor alle parter udvikler sig – og så følger den faglige præstation trop. De bedste eksaminer vi har er ikke der, hvor karaktererne går gennem loftet, men der hvor censor fortæller os, at det virkede som om eleverne bare naturligt beskæftigede sig med faget, næsten som en leg, tilføjer han.

Og så har Atheneskolen den fordel, at de har mulighed for at målrette undervisning til deres elevgruppe, mener Jeppe Lilholt.

– Vores personale evner at differentiere både i vores holdinddelte fag og i den generelle undervisning. Og for at dette er muligt, prioriterer vi højere forberedelsestid per time og en vejledende klassekvotient på 22 elever per klasse, fortæller han.

Atheneskolen blev startet i 2004 og er en grundskole for højt begavede børn. Atheneskolens afgangselever har gennem mange år haft et af landets højeste karaktergennemsnit. I 2018/19 lå den på 10,2. Skolen har cirka 160 elever fordelt på 0. til 9. klasse, og tilstræber efter eget udsagn at have en klassekvotient på 22 elever per klasse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top