FC Bella bliver oppe
FC-Bella.jpg
FC Bellas anfører giver en peptalk før den sidste hjemmekamp mod Allerød FK på Gladsaxe Stadion. Foto: Privat.
Sejr i sidste runde sikrer fortsat plads i Sjællandsserien i 2020

2019 er snart slut, og det samme er fodboldsæsonen for mange hold. Det gælder også for Gladsaxes bedst rangerende kvindehold fra FC Bella. Efter en sejr i sidste spillerunde står det klart, at den rene pige- og kvindefodboldklub overlever i Sjællandsserien, trods et efterår med mange uheld.

– Siden opstarten i sommers, hvor den første langtidsskade ramte os, er skader og sygdom haglet ned over os. Vi har i størstedelen af sæsonen haft en tredjedel af vores spillere ukampdygtige, hvilket har presset truppen til det maksimale. Så på den baggrund er det tilfredsstillende, at vi har klaret den, siger cheftræner Simon Knudstrup.

Holdet vandt undervejs i sæsonen mod Brøndby IF, Farum BK og Taastrup FC, hvilket altså rakte til en placering på den rigtige side af stregen. FC Bella sigter dog langt højere i foråret og glæder sig til at komme i gang i Sjællandsserien i det nye år.

– Ud over de sejre vi hentede, spillede vi fuldstændig lige op med to ud af de tre tophold, herunder holdet, der rykkede op, og vi kunne absolut have vundet begge kampe. Vi har nu en god lang opstart, hvor vi kan få alle spillere klar igen, og så er vi ikke i tvivl om, at vi har niveau til at spille med højere oppe i tabellen. Vi ved, at vi kan slå ethvert hold i Sjællandsserien. Vi er optimistiske og ser meget frem til foråret.

Sjællandsserien starter i april 2020. Men truppen i FC Bella starter træning allerede fra januar, og skal også spille træningskampe her i vinter. Træning er åben og nye spillere er velkomne.
cvr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top