annonce
Krig og koreansk filmkunst
1917g.jpg
George McKay som Schofield i stormens øje i ”1917”. Foto: Foto: Nordisk Film.
Film om Første Verdenskrig og guldpalmevinder i Bibliografen

Sidste år fik vi Peter Jacksons banebrydende dokumentar ”They Shall Not Grow Old” om 1. Verdenskrigs rædsler set gennem talrige ruller film optaget ved fronten. Nu kommer storværket ”1917”, der fortæller historien om to unge, britiske soldater, Blake og Schofield, der stilles overfor en umiddelbart umulig mission.

Udover at være et medrivende drama, er ”1917” en håndværksmæssig og teknologisk triumf for instruktøren Sam Mendes, manden bag blandt andet ”Skyfall”, der har tilrettelagt filmen som én lang sekvens. Dermed skabes illusionen om, at kameraet næsten uden at klippe følger de to soldater gennem skyttegrave, pigtråd og eksplosioner. Dét giver selv filmens størst anlagte actionsekvenser en intimitet og nærhed, der kan måle sig med uomgængelige mesterværker som ”Lawrence af Arabien” og ”Saving Private Ryan”.

”Parasite”, dette års Guldpalme-vinder, skiller sig ud som et kompromisløst og tankevækkende filmværk. Filmen glider nemt fra komedie til spændingsfilm og lægger ikke fingre imellem i sin kritik af det moderne samfunds stigende ulighed.

Ki-woo bor med sin søster og sine forældre i en snusket kælder i Seouls slum. Muligheden for et bedre liv opstår pludselig, da Ki-woo får arbejde som engelsktutor for Da-hye, hvis rige forældre betaler godt for hjælpen. Med Ki-woos snilde har hele hans familie snart arbejde hos Da-hyes rige familie og som parasitter æder de sig grådigt ind på det fremmede domæne. Lykken varer dog kort, for en uventet trussel lurer.

Både ”1917” og ”Parasite” har premiere i Bibliografen torsdag 2. januar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top