MusikBeRiget skaber håb, glæde og forløsning
Musikberiget2.jpg
Violinisten Lisbeth Sagen er grundlægger og projektleder af MusikBeRiget, som med stor succes har eksisteret i 10 år. Foto: Lisbeth Holten
Musik kan mangt og meget, også skabe glæde hos børn, som ligger på Rigshospitalet, og som måske lider af en uhelbredelig sygdom

De skulle have håb, glæde og musik, mente violinisten Lisbeth Sagen, som bor i Bagsværd. Derfor stiftede hun non-profitprojektet MusikBeRiget i 2009.

Det er nu 10 år siden, projektet så dagens lys, og i den anledning har hun sammen med sine faste musikere Ole Kibsgaard (guitar) og Berit Spælling (harpe) planlagt en album-indspilning, som efter planen går i gang i marts 2020. De medvirkende kunstnere er store navne som Martin Brygman, Szhirley og Kaya Brüel, som medvirker på kendte numre, som besøgende på MusikBeRigets Facebook-side har udvalgt.

– Min forventning er, at vi laver noget, som bliver i absolut topklasse. De dygtige kunstnere, som medvirker, har jo også et stort ønske om, at det bliver så godt som muligt. Ofte er der fulgt en begrundelse med, når folk har ønsket et nummer til albummet, og det viser os, at vores musik betyder utrolig meget for dem, vi spiller for. Ofte optager de vores numre på f.eks. mobiltelefoner, når vi spiller inde på hospitalet, men nu vil vi gerne tilbyde det i indspillet form og i god kvalitet, forklarer Lisbeth Sagen, som besøger og beriger Rigshospitalet med musik tre gange om ugen.
Ingen af musikerne har forlangt honnorar for at medvirke, og derfor er hele projektet ren ”con amore” for alle medvirkende, understreger Lisbeth Sagen.

God musik for børnene
Idéen bag MusikBeRiget kom, da hun selv var indlagt i forbindelse med sit første barns for tidlige fødsel, og derved udsprang ønsket om at fylde tiden ud med god musik. Herefter begyndte Lisbeth Sagen at spille for de børn, der var indlagt på Rigshospitalets børneafdeling dengang.

– Kerneydelsen fra os er, at vi er professionelle musikere, som har et menneskeligt touch, hvilket gør oplevelsen til noget særligt. Derfor er kvaliteten også i højsædet, og vi leverer en vare, som bare er god musik for børnene. Vi blander den klassiske og den rytmiske musik, og det sætter folk pris på, siger Lisbeth Sagen.

Musik lindrer smerte
Det er bevist, at musik har en lindrende effekt ved sygdom og smerte, samtidig med, at lyde og toner rammer lige ned i patienternes erindring om specifikke og oftest positive oplevelser. Det giver et frirum og en pause fra smerter, bekymringer og behandlinger, og oftest trækker læger og andet personale sig tilbage, når musikken spiller.

– MusikBeRiget betyder meget for mange af vores børn (på Rigshospitalet – red.) og deres familier. Vi kan se, at børnene bliver roligere, når de hører musikken. Deres hjerteaktion falder faktisk ganske ofte, så vi kan måle det. Derfor har mange af børnene ikke brug for smertestillende medicin, når de hører musikken, supplerer overlæge på Rigshospitalet Kaare Lindstrøm.

Lisbeth Sagen fik P2’s pris som ”Årets Ildsjæl” i 2017, og lige nu er hun i gang med en crowdfunding, hvor der samles ind til et releaseparty med de kunstnere, som er tilknyttet MusikBeRigets kommende udgivelse. Albummet udkommer i april/maj 2020, hvor det blandet andet kan høres på musikstreamingtjenesten Spotify.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top